Af Frits Ahlstrøm
Danmark er noteret for tre sejre, mens det en enkelt gang er blevet uafgjort.
Senest, de to lande mødtes, var 7. juni 2016 i Viborg, hvor Danmark i en EM-kvalifikationskamp vandt 6-0. Sanne Troelsgaard brillerede med et hattrick, Pernille Harder lavede to mål og den nuværende assistenttræner Johanna Rasmussen et enkelt.
Polen er efter 0-2 mod Tyskland og 0-3 mod Sverige det eneste af de 16 landshold, der ikke har scoret i slutrunden i Schweiz. Amalie Vangsgaard er med sit pletskud i 2-1 nederlaget til Tyskland den eneste danske målscorer.
Ewa Pajor, den 28-årige angriber og anfører, som fem gange er blevet kåret som Årets Spiller i Polen, er med sine 68 mål i 103 kampe siden 2013 alle tiders mest scorende på det polske landshold.
Det er formentligt kun et spørgsmål om tid før, hun tangerer rekorden for flest kampe i nationaldragten. Den tilhører Maria Makowska med 111 landskampe fra 1988 til 2010.
Ewa Pajor præsterede 135 mål i 196 kampe for VfL Wolfsburg fra 2015 til 2024 inden hun for et år siden skiftede til FC Barcelona, hvor hun i sidste sæson scorede 43 gange i 45 kampe.
Udover de tre point har Danmark og Polen kun ære og prestige at spille for. De to hold har begge tabt til Sverige og Tyskland, som mødes på Stadion Letzigrund i Zürich, hvor Sverige med uafgjort kan sikre sig 1. pladsen i puljen.
Danmark må undvære midtbanespilleren Emma Snerle, der stadig ikke er kommet sig over den bold, holdkammeraten Emma Færge uheldigvis sparkede i hovedet på hende mod Tyskland.
Olatz Rivera Olmedo fra Spanien skal dømme kampen i Luzern.
UEFA har til søndagens kamp mellem England og Wales i St. Gallen udpeget Frida Klarlund som dommer. Hun får Sofie Bruun som den ene af sine assistenter
Frida Klarlund dømte sin første kamp i slutrunden, da Holland vandt 3-0 over Wales i Luzern.
Norge, Schweiz, Spanien, Italien, Sverige og Tyskland har kvalificeret sig til kvartfinalerne, mens Frankrig og England er godt på vej til det.
Du kan se de resterende fire kampe i gruppespillet på Viaplay og vores TV-kanaler:
Lørdag 12. juli
Polen – Danmark på TV3 (med optakt fra klokken 20:00) Sverige – Tyskland på TV3 SPORT (klokken 20:45)
Søndag 13. juli
Holland – Frankrig på TV3 SPORT (klokken 20:45) England – Wales på TV3+ (klokken 20:45)