Den danske tennisspiller Clara Tauson sikrede sig søndag formiddag dansk tid en imponerende sejr i Australian Opens første runde.
Det skete efter en dag præget af forsinkelser på grund af massivt regnvejr i australske Melbourne, hvor grand slam-turneringen spilles.
Sejren blev sikret i tre jævnbyrdige sæt mod tjekkiske Linda Noskova, verdens nummer 30. Cifrene lød på 5-7, 6-3, 6-4 i danskerens favør.
22-årige Tauson, der ligger nummer 41 på verdensranglisten, er dermed videre til anden runde i grand slam-turneringen.
Det var egentlig forventet, at Tauson skulle i gang allerede omkring klokken 02.30 dansk tid natten mellem lørdag og søndag.
Men mens regnen væltede ned over tennisanlægget i Melbourne Park, måtte hun tålmodigt se til, mens hendes kamp time efter time blev udskudt.
Først sent søndag eftermiddag lokal tid kom meldingen om, at kampen var blevet flyttet til bane 7 og ville gå i gang, så snart banen var tørret og klar.
Efter en meget tæt kamp lykkedes det Tauson at sikre sig sejren.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk