Den med afstand mest vindende tyske håndboldklub i historien, THW Kiel, får svært ved at vinde mesterskabet i denne sæson.
Lørdag tabte holdet således topkampen mod Melsungen med 22-27 på udebane.
Kiel, der stillede med Magnus Landin, ligger nummer fire i Bundesligaen og har fem point op til førerholdet fra Hannover-Burgdorf.
Derimod står Melsungen med gode chancer for at blive tysk mester for første gang, da holdet på andenpladsen kun er et point efter i toppen.
Melsungen stillede lørdag med Nikolaj Enderleit, mens Aaron Mensing er færdig for sæsonen.
Kiel var bedst i kampens første del og førte med 11-7 i første halvleg, som sluttede 12-11.
I anden halvleg førte Kiel med 19-18, men derfra var Melsungen bedst. Kiel gik helt i stå i slutfasen, hvor den montenegrinske keeper Nebojsa Simic havde flere store redninger.
Der resterer ti runder af bundesligasæsonen.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk