Inden de danske ishockeyherrer overhovedet selv har spillet sin kvartfinale i Boxen torsdag, kan de glæde sig over at have præsteret det bedste VM-resultat nogensinde.
De forsvarende VM-sølvvindere fra Schweiz havde nemlig ingen problemer med at nedlægge Østrig i en af de tidlige kvartfinaler. Schweizerne vandt 6-0 efter en ensidig forestilling.
Det betyder, at Østrig med sikkerhed bliver nummer otte, og Danmark kan dermed ikke bliver dårligere placeret end nummer syv.
Det vil være landsholdets højeste VM-placering nogensinde, og den kan ikke trues, uanset om danskerne skulle tabe sin kvartfinale til stormagten Canada senere torsdag.
Årsagen er, at de nationer, der må sige farvel til VM efter kvartfinalen, bliver rangeret efter deres placering og pointhøst i gruppefasen.
Her landede Østrig og Danmark på fjerdepladsen i hver deres gruppe, men danskerne hentede 11 point mod østrigernes 10.
Danmark er to gange blevet nummer otte, men kan nu notere sig en ny milepæl for holdet.
Jo bedre slutplacering, jo flere point tjener man til verdensranglisten, der danner grundlag for seedningerne til VM-turneringer og OL-kvalifikation.
Danmark er aktuelt på 11.-pladsen, men er ikke langt efter Letland og Slovakiet på pladserne foran. Begge nationer er slået ud af VM.
I den anden af de tidlige kvartfinaler vandt USA 5-2 over Finland.
Mens Danmark møder Canada klokken 20.20 i Herning, spiller Sverige kvartfinale i Stockholm mod de forsvarende verdensmestre Tjekkiet.
Skulle Danmark levere sensationen mod Canada, skal holdet til Stockholm, hvor både semifinaler, bronzekamp og finale spilles.
Danmark har kun én gang i historien besejret Canada. Det skete til gengæld så sent som i 2022, hvor danskerne ved VM fightede sig til en sensationel sejr på 3-2 i gruppespillet.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk