Af Frits Ahlstrøm
I kraft af sine gode resultater: 27 sejre, 7 uafgjorte og 7 nederlag med en målscore på +59, er FCM seedet og går ind i den 2. af de tre kvalifikationsrunder, hvor modstanderen bliver vinderen af de to kampe mellem Haverfordwest County AFC fra Wales og FK Budućnost Podgorica fra Montenegro.
I sidste sæson vandt FC Midtjylland 4-0 og 5-0 over FC Progrés Niedercorn fra Luxembourg og dernæst 2-0 og 7-0 over Legia Warszawa inden det blev 2-2 mod Manchester City FC på Ikast Stadion 12. februar 2025 og efterfølgende et nederlag på 5-4 i straffesparks-konkurrencen.
Mange spillere i UEFA Youth Cup har fået deres uddannelse på klubbens akademi, der blev oprettet i 2004, og for flere af dem har det været et springbræt til en professionel karriere i udlandet – for eksempel Simon Kjær, Pione Sisto, Joachim Andersen, Mikkel Duelund, Rasmus Nissen Kristensen, Erik Sviatchenko, Victor Fischer, Paul Onyeka, Gustav Isaksen og Oliver Sørensen.
Akademiet har udviklet spillere til højeste niveau: 27 til diverse A-landshold, 81 til holdet i Superligaen og 133 til diverse unge landshold.
FC Midtjylland har vundet den danske U-19 Liga syv gange i de seneste 10 år og i UEFA Youth League præsteret sejre mod klubber som Manchester United FC, AS Roma og Club Atlético de Madrid. To gange har FCM spillet sig frem til kvartfinalerne.
- Udover at skabe dygtige fodboldspillere med en robusthed til at præstere i internationale sammenhænge har det fra Akademiets start i 2004 været et ufravigeligt mål at skabe hele mennesker, fortæller Jacob Larsen til klubbens hjemmeside. Vi har altid prioriterer at sikre den rette balance mellem fodbold, skole og sociale relationer, så hver spiller på Akademiet får det stærkeste fundament for fremtiden. Værdierne på Akademiet i FC Midtjylland er forankret i at få hver enkelt fodboldspiller til at lykkes som menneske.
Jacob Larsen, der var med fra start, blev for nyligt forfremmet til fodbolddirektør som afløser for Peter Sand.
De ti vindere i 3. kvalifikationsrunde (26. november og 10. december) kvalificerer sig til slutspillet – ligesom de 22 bedst placerede klubber i U-19 turneringen i UEFA Champions League ved årets udgang; det vil sige efter 6. spilledag.
Der er altså mulighed for at få to danske klubber (FC Midtjylland og FC København) med i det nye år, hvor der spilles efter cup-systemet med enkeltstående kampe.
Frits Ahlstrom
frits@ahlstromfootball.com