Thomas Frank har fået en god nyhed på spillerfronten, efter at danskeren tidligere på ugen blev udpeget som træner for Tottenham.
London-klubben oplyser på sin hjemmeside, at angriberen Mathys Tel har byttet sin lejeaftale ud med en permanent aftale med Tottenham.
20-årige Tel er i flere år blevet udråbt som et af Europas store angrebstalenter, og i disse uger er han med det franske U21-landshold til EM i Slovakiet.
Han kom så sent som lørdag på måltavlen i sejren over Georgien.
Tel var en del af truppen i Bayern München i første halvdel af den forgangne sæson, men blev i januar udlejet til Tottenham.
Her bidrog han med tre scoringer og et oplæg i 20 kampe og var med til triumfen i Europa League, der sikrede Tottenham det første trofæ siden 2008.
I den engelske hovedstad har han skrevet under på en kontrakt, der strækker sig frem til sommeren 2031.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk