Thomas Franks anfører i Tottenham, Son Heung-min, har i sinde at forlade klubben denne sommer.
Det sagde den sydkoreanske angriber på et pressemøde lørdag i Sydkoreas hovedstad, Seoul, ifølge Premier League-klubbens hjemmeside.
-Før vi indleder pressemødet, vil jeg gerne fortælle, at jeg har besluttet mig for at forlade klubben denne sommer, siger Son Heung-min.
Han kalder det den sværeste beslutning, han har skullet træffe i sin karriere.
Den 33-årige sydkoreaner har spillet i den engelske klub i et årti, og nu er det tid til forandring, siger han.
-Jeg har brug for et nyt miljø til at presse mig selv. Jeg har brug for lidt forandring. Ti år er lang tid.
-Jeg kom til det nordlige London som en knægt - 23 år gammel - en meget ung alder. Jeg forlader klubben som en voksen mand, en meget stolt mand, siger han.
Sons kontrakt med Tottenham udløber i 2026.
På pressemødet siger han ikke noget om, hvor han nu skal spille. Men britiske medier har ifølge Reuters omtalt det som en mulighed, at han skal til USA og spille for Los Angeles FC.
Son Heung-min har været på banen for Tottenham i 454 kampe og har leveret 173 mål.
I 2021/22-sæsonen blev han delt topscorer og vandt Den Gyldne Støvle i Premier League.
Thomas Frank, der kom til Tottenham i juni, kalder ham en legende.
-Personligt ville jeg have elsket at arbejde sammen med denne fantastiske person og spiller. Han er på alle måder en sand Spurs-legende, siger træneren på pressemødet i Seoul.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk