Vejle Boldklub får også gavn af fighteren Thomas Gundelund i den kommende sæson.
Efter at have båret anførerbindet i den forgangne sæson meddelte Gundelund, at han ville bruge sommeren til at finde en ny arbejdsgiver efter sit kontraktudløb, men nu er han kommet på andre tanker.
Gundelund har fredag underskrevet en ny kontrakt med hjerteklubben, så parterne nu har papir på hinanden frem til sommeren 2028. Det oplyser superligaklubben på sin hjemmeside.
-Jeg har brugt de sidste uger på at tænke min fremtid igennem og på at vurdere, hvor jeg både kunne udvikle mig og være med til at spille en rolle i et setup og et miljø, som er attraktivt og udviklende for mig som fodboldspiller.
-De tilbud, jeg har fået, har jeg matchet op imod at blive i Vejle, og enden er blevet, at det mest attraktive er at blive i Vejle Boldklub og være en del af den meget spændende fremtid, siger Gundelund.
Han siger, det er klubbens nye sportsdirektør, Mikkel Hemmersam, der har overbevist ham om, at Vejle går lyse tider i møde.
Sportsdirektøren glæder sig over at have landet en ny aftale med Gundelund, der ellers fik afskedsblomster for en måned siden.
-Det er meget glædeligt, at han er kommet frem til den konklusion, at han gerne vil være en del af fremtiden i VB.
-Gundelund var en af nøglespillerne på et stærkt kollektiv i foråret, der fra en svær position indfriede målsætningen om forbliven i Superligaen, så i respekt for hinanden har døren fra begge parters side aldrig været lukket, siger Hemmersam.
23-årige Gundelund har spillet for Vejle i hele seniorkarrieren, og han har opnået 115 førsteholdskampe for klubben. Han er blevet brugt på både højre back og den centrale midtbane.
Det vides ikke, om han også er anfører i den kommende sæson, hvor Ivan Prelec er tilbage som cheftræner i klubben.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk