AaB har fundet afløseren for cheftræner Menno van Dam, der i weekenden blev fyret efter et nederlag til nedrykningskonkurrenterne fra Sønderjyske.
I en pressemeddelelse skriver den nordjyske superligaklub, at valget er faldet på 43-årige Kristoffer Wichmann. Han har skrevet under på en kontrakt, der strækker sig frem til sommeren 2027.
Wichmann var senest assistent for Bo Svensson i bundesligaklubben Union Berlin, indtil duoen blev fyret i slutningen af december sidste år.
Tidligere har Wichmann haft ansvaret for HIK, inden han med stor succes overtog trænerposten i Kolding IF, som han førte i 1. division.
Som aktiv var han forbi klubber som Hvidovre, Fremad Amager og FC Vestsjælland. Det blev samlet set til flere hundrede kampe i de danske divisioner.
Mange vil nok også huske hans fodboldkarriere for den dom, han tilbage i 2013 modtog for at bryde reglerne om matchfixing.
Wichmann blev straffet med en karantæne på et halvt år og en bøde på 30.000 kroner for at have spillet på kampe, han selv var involveret i.
Nu tager han sit hidtil største trænerjob.
AaB fik en fornuftig start på sæsonen under Menno van Dams ledelse, men efter årsskiftet har nordjyderne haft store problemer.
I de seneste fem kampe er det blevet til tre nederlag og to uafgjorte. Og ser man over de seneste 17 ligakampe, har AaB kun én gang forladt banen som vinder.
Holdet har blot tre point ned til Lyngby på den forkerte side af Superligaens nedrykningsstreg før de sidste fem spillerunder.
Længden på Wichmanns kontrakt indikerer, at klubben ikke kun ser den tidligere forsvarsspiller som brandslukker, men som løsningen på den lange bane.
Han er den sjette træner, der har været ansat på en fast kontrakt i AaB de seneste fire år. Ud over van Dam har Oscar Hiljemark, Erik Hamrén, Lars Friis og Marti Cifuentes alle siddet i jobbet siden 2022.
AaB's næste opgave er mandagens vigtige bundkamp mod Vejle.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk