En tidligere superligaspiller er onsdag idømt 60 dages ubetinget fængsel for sammen med en kammerat at have uddelt spark mod en jævnaldrende ung mand efter en bytur i september sidste år.
Dommen er afsagt i Københavns Byret. Både den tidligere superligaspiller og den anden tiltalte i sagen anker på stedet. De kræver frifindelse i landsretten.
Retsformanden lægger vægt på, at hun og de to domsmænd har været enige om resultatet.
I alt var seks personer en del af det slagsmål, som foregik nær Vor Frue Kirke i september sidste år. Kun to af de seks er dog blevet tiltalt i straffesagen.
Anklageren har bedt om en straf på fængsel i tre måneder, mens forsvarerne har argumenteret for frifindelse.
-Det er noget af det mest mudrede, jeg har prøvet som forsvarer, sagde den ene, advokat Jesper Håkonsson, i sit indlæg om processen.
Den anden forsvarer, advokat Mads Kruse, siger efter domsafsigelsen, at han forventer en frifindelse i landsretten, hvor sagen kan blive bedre belyst.
-Vi mangler flere vidneforklaringer på grund af de processuelle formalitetsudfordringer, og dem håber vi at få med i landsretssagen, siger Kruse.
Kun tre ud af de seks tilstedeværende har onsdag afgivet forklaring i retten.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk