Tyson Fury er ikke kun Gipsy King.
Han er også sværvægtsboksningens konge.
Den britiske udfordrer dominerede samtlige syv omgange af det andet opgør mod Deontay Wilder i MGM Grand i Las Vegas lørdag nat.
Englænderen havde selv været i gulvet i en dramatisk afslutning på det første opgør i Los Angeles i 2018, og derfor måtte han ved den lejlighed nøjes med uafgjort.
Men det stod hurtigt klart, at Tyson Fury var kommet for at vinde og vinde før tid i den anden kamp mod den amerikanske WBC-mester.
Fury dominerede fra begyndelsen og vandt samtlige omgange mod Wilder, som hurtigt virkede tung og desorienteret, øjensynligt på grund af en skade på det ene øre, som han pådrog sig i anden omgang.
Det blødte og fortsatte med at bløde for Wilder, som blev sendt i gulvet i tredje omgang og igen i femte, hvor der imidlertid ikke blev talt over den forsvarende mester.
I syvende var det imidlertid for meget for Deontay Wilders ringhjørne, som smed håndklædet i ringen i en situation, hvor amerikaneren var hårdt presset i det ene hjørne.
Det var Wilder efterfølgende særdeles utilfreds med, men det betyder, at Tyson Fury vandt kampen på teknisk knockout i syvende omgang og kan kalde sig WBC-verdensmester i sværvægt.
Englænderen, som efterfølgende brød ud i sang, har nu vundet 30 af 31 kampe med en enkelt uafgjort kamp - mod Wilder i 2018 - på sit bokse-CV.
Deontay Wilder tabte for første gang i 44 kampe som professionel bokser.
Peter Schulz
peter.schulz@tv3sport.dk