Superliga-klubben Vejle har skrevet kontrakt med midtbanespilleren Andrew Hjulsager, der kommer til Vejle på en fri transfer fra belgiske KAA Gent.
Det oplyser Vejle på sin hjemmeside.
Den tidligere Brøndby-spiller har fået en kontrakt frem til sommeren 2028.
-Det er en meriteret spiller, som, jo længere vi er kommet i dialogen med ham, også har vist stor interesse i at komme til Nørreskoven, siger Vejles sportsdirektør Mikkel Hemmersam til hjemmesiden.
-Andrew er en spiller, som giver holdet dynamik med bolden, men også i form af de mange meter, han tilbagelægger i en kamp. Han er det, man i moderne fodboldsprog kalder en "attacking midfield", som i vores system vil blive brugt på en af de to felt til felt-positioner på midtbanen.
Nu 30-årige Hjulsager er et produkt af Brøndbys talentafdeling, og allerede som 18-årig fik han debut i landets bedste række under den daværende Brøndby-træner Thomas Frank.
I 2017 havde han udviklet sig til en profil på Brøndbys bedste mandskab, og spanske Celta hentede ham til La Liga. Senere gik turen videre til belgisk fodbold.
/ritzau/
Christian Winther Johansen
christian.winther.johansen@viaplaygroup.com