Viborg FF har været på indkøb i 1. division og hentet Sami Jalal til klubben.
Den 20-årige offensivspiller er købt i Kolding IF, hvor han i seneste sæson var en profil i den næstbedste række.
Superligaklubben har offentliggjort købet i en pressemeddelelse tirsdag morgen.
I Kolding spillede Sami Jalal primært wing back, men han skal længere frem på banen i Viborg.
-Vi ser primært Sami som en dygtig kantspiller, der er meget udfordrende, har gode tekniske færdigheder og er stærk i en-mod-en-situationer, siger sportschef Mads Agesen i pressemeddelelsen.
-Samtidig er han hårdtarbejdende og har et godt mindset, så han passer perfekt ind i rollen som kantspiller i vores spillestil, men han kan også spille andre positioner.
Sami Jalal har fået en kontrakt frem til sommeren 2030.
Han spillede 22 kampe i 1. division i sidste sæson, hvor det blev til fire assister.
Præstationerne for Kolding gav ham også debut på det danske U20-landshold.
Jalal kom til Kolding fra FA2000. Før det spillede han ungdomsfodbold i B93.
Viborg FF står stadig uden cheftræner, efter at Jakob Poulsen blev solgt til AGF.
I sæsonåbneren mod FC København fredag var det assistenttræner Nickolai Lund, der styrede tropperne, da Viborg tabte 2-3 på hjemmebane.
/ritzau/
I videoen herover finder du Sami Jalals enlige mål, han scorede i sin tid i Kolding IF. Det blev sat ind mod AC Horsens, hvor han scorede til 2-0.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk