Kampen om en milliard kroner kaldes playoffkampen om den sidste oprykningsplads til Premier League populært med henvisning til den økonomiske gevinst ved at spille i den bedste engelske fodboldrække.
Den kommer 24. maj til at stå mellem Sheffield United og Sunderland på Wembley.
Det står klart efter et drama tirsdag aften.
Allerede mandag spillede Sheffield United sig sikkert videre på bekostning af Bristol City, og tirsdag tog Sunderland så den anden plads ved at vinde sammenlagt med 3-2 over Coventry efter forlænget spilletid.
Det trak ellers op til en straffesparkskonkurrence, men efter i alt 122 minutter headede Daniel Ballard det afgørende mål ind for Sunderland efter et hjørnespark.
Sunderland vandt den første kamp på udebane med 2-1, men tabte tirsdag med 0-1 i ordinær spilletid på hjemmebanen, Stadium of Light.
Det blev lidt nervøst for Sunderland, der overlod meget initiativ til jagtende Coventry. Kort før pausen havde Jack Rudoni en kæmpe chance for at bringe balance i det samlede regnskab.
Det skete i stedet med et kvarter tilbage, da Ephron Mason-Clark bragte Coventry på 1-0 efter et indlæg fra højre side, og så gik kampen altså i forlængelse.
Her sad alle nerver uden på tøjet, og det var svært at forestille sig andet end en afgørelse på straffespark, da Ballard blev helt i Sunderland.
Dermed mistede Coventry i den omgang muligheden for at få comeback i Premier League efter 24 års fravær.
Sunderland rykkede ud af Premier League i 2017, og året efter dumpede klubben endda helt ned i den tredjebedste række, League One.
I 2022 rykkede den så op i den næstbedste række, Championship, og nu er holdet kun én sejr fra Premier League-comeback.
Det står allerede klart, at Leeds og Burnley rykker op i Premier League i næste sæson.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk