Den tyske fodboldklub Borussia Dortmund tog lørdag en usædvanlig beslutning for at beskytte klubbens spillere mod solen under klub-VM i USA.
Solen i Cincinnati i delstaten Ohio var så hård, at Dortmund lod holdets udskiftningsspillere blive i omklædningsrummet i første halvleg, da tyskerne slog sydafrikanske Mamelodi Sundowns 4-3.
Dortmund-træner Niko Kovac havde allerede før kampen beklaget sig over forholdene til kampen, der begyndte klokken 12.00 lokal tid. På det tidspunkt var det 32 grader.
Efter kampen kunne Kovac trods alt glæde sig over, at det endte med en sejr til de tyske favoritter.
-Jeg sveder som om, at jeg lige er trådt ud af en sauna.
-Det var hårdt for begge mandskaber, men vores modstander er vant til det. Vi kunne helt sikkert ikke levere vores bedste præstation. Det var ikke muligt, siger Niko Kovac ifølge AFP.
Borussia Dortmund lagde under kampen et foto ud på det sociale medie X, hvor holdets udskiftningsspillere sad i omklædningsrummet, hvor de fulgte første halvleg på en lille skærm.
-Det er aldrig set før, men i denne varme giver det slet ikke nogen mening, skrev klubben.
I anden halvleg kom udskiftningsspillerne udenfor, hvor de blev skærmet for solen under paraplyer.
Allerede fredag aften på et pressemøde før kampen havde cheftræner Niko Kovac kritiseret, at der ikke var nogen form for afskærmning for solen omkring udskiftningsbænken.
Borussia Dortmund er ifølge AFP ikke det eneste hold ved klub-VM, der har beklaget sig over forholdene i USA. Især de tidligere eftermiddagskampe er blevet afviklet under høje temperaturer.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk