Boksefans verden over har ventet længe - meget længe - på at få Deontay Wilder, Anthony Joshua og Tyson Fury sat op mod hinanden på den ene eller den anden måde.
Da Wilder mødte Fury i 2018, leverede de to en kanonkamp, der sluttede uden vinder.
Men en ny kamp mellem de to eller en udfordring eller unification-kamp mod Anthony Joshua synes langt væk.
Således meddeler Deontay Wilder nu på twitter, at hans næste kamp bliver en omkamp mod Luis Ortiz, som han besejrede på knockout tilbage i marts 2018.
Cubanske Ortiz går under tilnavnet 'King Kong', og han har blot et enkelt nederlag - til Wilder - på sit professionelle CV.
Kampen mellem de to sværvægtsstjerner ventes at blive bokset i Los Angeles eller Las Vegas til september, skriver Daily Mail.
Britiske Anthony Joshua har ved flere lejligheder forsøgt at nå til enighed med Deontay Wilders lejr om en kamp, der ville kunne forene alle de store VM-bælter i sværvægtsklassen - men altså indtil videre forgæves.
Anthony Joshua bokser denne lørdag mod Andy Ruiz Jr i Madison Square Garden, og den kamp kan du se LIVE og EKSKLUSIVT på Viaplay PPV.
Peter Schulz
peter.schulz@tv3sport.dk