Af Frits Ahlstrøm
Den spanske klub er den eneste af de i alt 96 i La Liga (20), Premier League (20), Serie A (20), Ligue 1 (18) og Bundesligaen (18), som endnu ikke har vundet en kamp.
UD Almería er efter 26 spillerunder på 20. og sidstepladsen i La Liga med 9 point for 9 uafgjorte kampe. Klubbens øvrige 17 kampe er endt med nederlag og en samlet målscore på 25-54.
Real Madrid CF topper tabellen med 65 point og en målscore på 54-16.
UD Almería har 12 muligheder tilbage for at slette det kedelige 0. Den første kommer fredag aften, når klubben gæster RC Celta de Vigo med Rafael Benítez som cheftræner.
RC Celta er på 17. pladsen; lige over nedrykningsstregen.
UD Almería har haft en dansk spiller, den nu 38-årige Michael Jakobsen, der netop har forlænget sit ophold i Australien, hvor han har indgået en kontrakt med FK Beograd Adelaide; en klub, stiftet af serbiske indvandrere og hjemmehørende i en af de otte regionale divisioner lige under den professionelle landsomfattende australske liga.
Michael Jakobsen fik sin fodboldopdragelse i B.93, hvorfra Frank Arnesen som sportschef hentede ham til akademiet i PSV Eindhoven i 2003. To år senere vendte han tilbage til Danmark for at spille for AaB.
I løbet af fem sæsoner hjalp Michael Jakobsen klubben til at vinde Superligaen i 2008. Han lavede et af sine 13 mål i 153 kampe for den nordjyske klub. Et af dem var i UEFA Champions League mod Manchester United FC på Old Trafford 10. december 2008.
AaB med Allan Kuhn som cheftræner opnåede 2-2. Carlos Tévez scorede allerede i det 3. minut, men Michael Jakobsen udlignede i det 31. minut, og Jeppe Curth bragte med et sensationelt hovedstød AaB på 2-1 i det andet tillægsminut i 1. halvleg. 74.382 tilskuere så Wayne Rooney udligne syv minutter efter pausen. Se målene fra opgøret i videoen ovenover.
I juli 2010 gik turen for Michael Jakobsen til UD Almería, hvor han spillede 49 kampe før han i 2012 returnerede til Danmark for at spille for FC København og dernæst FC Nordsjælland. Derpå fulgte halvanden sæson i Esbjerg fB og et halvt år i norske Lillestrøm SK.
Siden sommeren 2016 har Michael Jakobsen spillet for Melbourne City FC og Adelaide United FC i den australske A-League, for NorthEast United FC i den indiske superliga i efteråret 2022, Adelaide Olympic FC i 2023 og fra 1. januar for FK Beograd.
Michael Jakobsen er noteret for 5 A-landskampe for Danmark (alle i 2009) samt 72 kampe på DBU’s unge landshold.