Af Frits Ahlstrøm
De sidste to findes i løbet af et par dage, når der afvikles playoffs på Ahmad bin Ali Stadium, en af de otte arenaer for kampene om verdensmesterskabet fra 21. november til 18. december.
Mandag klokken 20:00 (dansk tid) spiller Australien fra AFC (Asien) mod Peru fra CONMEBOL (Sydamerika) med Slavko Vinčić fra Slovenien som dommer og dagen efter på samme tidspunkt Costa Rica fra CONCACAF (Nord-og Mellemamerika) mod New Zealand fra OFC (Oceanien) med Mohammed Abdullah Hassan Mohamed fra De forenede Arabiske Emirater som dommer.
For første gang er der tale om enkeltstående kampe mellem kontinentale kandidater.
Ahmad bin Ali Stadium med 50.000 siddepladser er hjemmebane for Al Rayyan SC, der har vundet det nationale mesterskab i Qatar otte gange.
Flere tidligere og nuværende spillere i Superligaen er involveret i de to playoffs
Den 21-årige forsvarsspiller Joel King, som OB hvervede 29. januar på en kontrakt for 4½ år, var med i truppen, da Australien forleden mod De forenede Arabiske Emirater sikrede sig retten til playoffkampen. Han kom dog ikke på banen – i modsætning til Awer Mabil, den 26-årige kantspiller.
Awer Mabil har siden 23. juli 2015 tilhørt FC Midtjylland, men i perioder været udlejet til Esbjerg fB, portugisiske Paços de Ferreira og siden 8. februar til Kasımpaşa i den tyrkiske Süper Lig. Han er noteret for 121 kampe og 19 mål for FCM samt 29 kampe og 4 mål for EfB. Ved siden af er det blevet til 23 landskampe og 6 mål.
Hans kontrakt med FC Midtjylland udløber med udgangen af denne måned.
Awer Mabil blev født 15. september 1995 i Sudan, men voksede op i en flygtningelejr i Kakuma i det nordvestlige Kenya. Da han var 11 år, flyttede han sammen med sine forældre til Australien, hvor han som 18-årig fik en kontrakt som professionel i Adelaide United FC.
Den 28-årige angriber og tidligere AaB’er Edison Flores er ikke nomineret til den peruvianske trup. Han lavede 4 mål i 51 kampe for den nordjyske klub fra 2016 til 2018 og gjorde det endnu bedre på landsholdet med foreløbigt 15 mål i 62 kampe. Han spiller nu for DC United Washington i Major League Soccer.
Edison Flores var med, da Peru mødte Danmark i VM-slutrunden i 2018 og tabte 1-0. Yussuf Poulsen scorede for Danmark.
Australien har deltaget i en VM-slutrunde fem gange (i 1974, 2006, 2010, 2014 og 2018). Det samme antal gange har Peru været med (i 1930, 1970, 1978, 1982 og 2018).
Mandagen bliver til national helligdag
Interessen for kampen mod Australien er enorm i Peru, hvor der er 33 millioner indbyggere.
-Regeringen har besluttet at gøre mandagen til national helligdag, så befolkningen kan se vort hold kvalificere sig til slutrunden, udtaler landets kulturminister Alejandro Salas til Reuters.
Handelskammeret i hovedstaden Lima kritiserer beslutningen. Den anslår, at den vil koste et beløb svarende til tre milliarder danske kroner.
Dertil siger Alejandro Salas:
-Der bliver intet økonomisk tab. I øvrigt blev forslaget enstemmigt vedtaget af regeringen – med undtagelse af en enkelt stemme. Den tilhørte vor økonomiminister, som var bortrejst.
Kampen spilles klokken 12.00 peruviansk tid.
Der er en Superliga-kending på hvert hold i tirsdagens kamp.
Bryan Oviedo, som har kontrakt med FC København til og med 30. juni, spiller for Costa Rica, mens Joe Bell, den 23-årige midtbanespiller, som Brøndby IF hentede til Vestegnen 31. januar 2022, er med hos New Zealand.
De er formentlig begge med i startopstillingen. I så fald spiller de deres henholdsvis 72. og 8. landskamp.
Den 32-årige Bryan Oviedo har kontraktudløb i FC København 30. juni, mens Joe Bell har en aftale med Brøndby IF til og med 30. juni 2026.
Joe Bell scorede til 4-0, da New Zealand vandt 5-0 over Solomon Islands i den afgørende kval-kamp i Oceanien i marts.
Winston Reid (med 30 landskampe) er også med i den newzealandske trup, selv om han har været klubløs siden 21. september 2021.
Han flyttede som 10-årig med sin mor og danske stedfar fra New Zealand til Danmark, hvor han i 2005 blev optaget på akademiet i FC Midtjylland. Han spillede 15 kampe på DBU’s unge landshold inden han i 2010 foretrak A-landsholdet i New Zealand fremfor det danske.
Efter 92 kampe og 3 mål for FC Midtjylland skiftede Winston Reid til West Ham United FC, hvor han opnåede 222 kampe – mange af dem som anfører – indtil han i midten af sæsonen 2017-18 pådrog sig den første af flere alvorlige skader. Han kom aldrig til at spille for ’The Hammers’ igen, men var i to korte perioder udlejet til først Sporting Kansas City i Major League Soccer og i foråret 2020 til Brentford FC, hvor han ifølge Thomas Frank gjorde det fremragende.
33-årige Winston Reid, der taler flydende dansk, driver nu en fodboldskole i den newzealandske hovedstad Wellington.
Costa Rica er uden Cristian Bolaños, den 38-årige kantspiller, der præsterede 17 mål i 143 kampe for FC København fra 2010 til 2014. Han er stadig aktiv i Deportivo Saprissa, den dominerende klub i den nationale liga. Han får dog næppe flere end de 87 landskampe, han er noteret for.
Derimod er den tre år yngre Keylor Navas stadig med som målmand. Han spiller mod New Zealand sin 107. landskamp.
Costa Rica har deltaget i en VM-slutrunde fem gange (i 1990, 2002, 2006, 2014 og 2018), mens New Zealand har været med to gange (i 1982 og 2010).