Alle tiders mest dominerende klub i tjekkisk fodbold med danskeren Lars Friis som cheftræner møder i sin første kamp i gruppespillet FC Salzburg onsdag klokken 18:45 hjemme på Letná Stadion i Prag.
-Interessen er kolossal i Tjekkiet, fortæller Lars Friis til Viaplay. Alt er udsolgt til samtlige vores fire kampe på hjemmebane. Vi kunne sagtens have solgt 60.000 billetter til hver af dem. Uheldigvis er tilskuerkapaciteten på Letná Stadion i Prag kun 18.349.
De tre øvrige modstandere på hjemmebane er Stade Brestois 29, Club Atlético de Madrid og FC Internazionale Milano og de fire på udebane VfB Stuttgart, Manchester City FC, Feyenoord (med Brian Priske som cheftræner) og Bayer 04 Leverkusen.
-Det er et voldsomt hårdt program, bemærker Lars Friis. Men vi glæder os.
48-årige Lars Friis med Jens Berthel Askou og Tim Sparv som to af sine assistenter råder over tre danske spillere: målmanden Peter Vindahl samt forsvarsspillerne Asger Sørensen og Mathias Ross, som er lejet i Galatasaray SK.
Truppen omfatter yderligere to nordiske spillere; begge midtbanespillere: finske Kaan Kairinen (med en fortid i FC Midtjylland og Skive IK) og norske Markus Solbakken, søn af den tidligere træner i FC København og nuværende træner for det norske landshold.
37-årige Tim Sparv, der spillede 171 kampe for FC Midtjylland fra 2014 til 2020 og hjalp klubben til at vinde det danske mesterskab tre gange og DBU Pokalen én gang udover at opnå 84 kampe på det finske landshold og i 2015 at blive kåret som Årets Spiller i sit hjemland, kom til AC Sparta Praha for tre måneder siden.
AC Sparta Praha, stiftet 16. november 1893, har vundet det nationale mesterskab 38 gange – flere end nogen anden klub – og pokalturneringen 16 gange. I 1973 spillede klubben sig frem til semifinalerne i Europa Cup-turneringen for pokalvindere, hvor det blev til nederlag på 1-0 i begge kampe mod AC Milan.
Desuden blev det i 1927, 1935 og 1964 til triumfer om Mitropa Cup’en; forløberen for UEFA’s europæiske klubturneringer.
AC Sparta Praha har på den europæiske scene mødt fem danske klubber: FC København to gange samt Lyngby Boldklub, Silkeborg IF, OB og Brøndby IF én gang. Kun mod FCK mislykkedes det at kvalificere sig til næste runde.
Tjekkiet har ikke en national fodbold-arena og spiller derfor sine landskampe forskellige steder; ofte på Letná Stadion.
Det bliver formentligt ændret. AC Sparta Praha har indgået en aftale med Det tjekkiske Fodboldforbund om at investere halvanden milliard kroner i et nyt stadion med 35.000 siddepladser.
Det skal opføres hvor det største stadion i Europa ligger nu – i Strahov, en bydel i hovedstaden.
Strahov-Stadion blev opført i 1926 med plads til 250.000 tilskuere, deraf 56.000 siddende; kun overgået af Indianapolis Speedway Center med en kapacitet på 257.325. Det blev brugt til blandt andet Spartakiaden, den kommunistisk inspirerede gymnastikopvisning mellem de to verdenskrige. – og siden til store pop-og rock-koncerter.
Václav Havel blev i 1989 den sidste præsident for Tjekkoslovakiet og i 1993 den første præsident for Den Tjekkiske Republik; en post, han besad indtil han i 2003 blev afløst af Václav Klaus.
I begyndelsen af dette århundrede var det på tale at rive Strahov-Stadion ned, men i 2003 blev en del af det med finansiel støtte fra byen rekonstrueret til det nuværende træningsanlæg for AC Sparta Praha med otte fodboldbaner, deraf to til Futsal.
Tirsdag 17. september
18:45 BSC Young Boys – Aston Villa FC (TV3 MAX)
18:45 Juventus – PSV Eindhoven (TV3 Sport)
21:00 AC Milan – Liverpool FC (TV3+ med optakt fra klokken 20:00)
21:00 FC Bayern München – GNK Dinamo Zagreb (TV3 Sport)
21:00 Real Madrid CF – VfB Stuttgart (Viaplay Sport News)
21:00 Sporting Clube de Portugal – LOSC Lille (Viaplay)
Onsdag 18. september
18:45 AC Sparta Praha – FC Salzburg (TV3 Sport)
18:45 Bologna FC 1909 – FC Shakhtar Donetsk (TV3 MAX)
21:00 Celtic FC – ŠK Slovan Bratislava (TV3 MAX)
21:00 Club Brugge KV – Borussia Dortmund (Viaplay Sport News)
21:00 Manchester City FC – FC Internazionale Milano (TV3+)
21:00 Paris Saint-Germain – Girona FC (TV3 Sport)
Torsdag 19. september
18:45 Feyenoord – Bayer 04 Leverkusen (TV3 Sport)
18:45 FK Røde Stjerne – SL Benfica (TV3 MAX)
21:00 AS Monaco FC – FC Barcelona (TV3+)
21:00 Atalanta BC – Arsenal FC (TV3 Sport)
21:00 Club Atlético de Madrid – RB Leipzig (Viaplay Sport News)
21:00 Stade Brestoies 29 – SK Sturm Graz (TV3 MAX)
Husk, at alle kampe sendes på Viaplay – ligesom der på alle tre kampdage er UEFA Champions League studie på TV3+ fra klokken 20:00 og Goalshow på TV3+ samt Viaplay og Viaplay Sport News fra klokken 23:00.
Frits Ahlstrom
frits@ahlstromfootball.com