Borussia Dortmund sikrede sig onsdag en billet til Champions Leagues ottendedelsfinaler efter 0-0 hjemme mod Sporting CP.
Portugiserne var bagud 0-3 efter første opgør i Lissabon, men trods tilstedeværelsen af de normalt dynamiske danskere Morten Hjulmand og Conrad Harder var forsøget på at vinde det samlede opgør i bedste fald halvhjertet.
Fra første fløjt virkede Sporting mest af alt indstillet på at få kampen overstået, og det samme var i nogen grad tilfældet hos værterne, der har nok at se til i en skuffende Bundesliga-sæson.
Foran godt 80.000 fremmødte på Signal Iduna Park kreerede værterne dog kampens bedste chancer, men trods en håndfuld chancer og et straffespark kom der aldrig hul på bylden.
Den FC Nordsjælland-ejede venstreback Daniel Svensson, som Dortmund har lejet med en købsoption, havde i starten af anden halvleg blandt andet en af kampens bedste muligheder, men Sporting-keeper Rui Silva klarede svenskerens kontrollerede forsøg fra distancen.
Efter knap en times spil markerede Rui Silva sig igen.
Først ved at begå straffespark på kantspilleren Karim Adeyemi og siden ved flot at dykke ned og pille Champions League-topscorer Serhou Guirassys ellers yderlige forsøg ved den ene stolpe.
Emre Can havde senere bolden i nettet efter et frisparksindlæg, men den rutinerede stopper var i offside og fik ikke træfferen godkendt.
I stedet var Sporting lige ved at snuppe sejren i slutfasen, hvor Harder et par gange omsider kom frem til at par muligheder.
Dortmund møder i sin ottendedelsfinale enten engelske Aston Villa eller franske Lille. Det bliver afgjort ved en lodtrækning fredag.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk