Feyenoord er klar til ottendedelsfinalerne i Champions League, mens AC Milans spillere nu må nøjes med at følge resten af Europas bedste klubturnering i fjernsynet.
Det står klart efter tirsdagens returkamp i playoffrunden, hvor Feyenoord reddede 1-1, så hollænderne avancerer med samlet 2-1.
AC Milan har kun sig selv at takke for det udfald, og den største skurkerolle tilhører uomtvisteligt Theo Hernández.
Den ellers så stærke franskmand blev nemlig smidt ud i begyndelsen af anden halvleg, da han filmede i feltet og pådrog sig sit andet gule kort. På det tidspunkt førte AC Milan 1-0 og havde trykket gæsterne langt tilbage i stort set hele opgøret.
Kampens dommer var ikke i tvivl, og selv hvis han havde hoppet på det franske skuespil i første omgang, ville et straffespark omgående være blevet omstødt med VAR-hjælp. Hernandez så da også en anelse flov ud, da han listede ned mod omklædningsrummet efter sin dumhed.
Feyenoord sagde tak for gaven og udnyttede det numeriske overtal.
Kampen var pludselig langt mere jævnbyrdig, og i det 73. minut kunne angriberen Julian Carranza kraftfuldt heade bolden i mål til 1-1 efter Hugo Buenos fornemme indlæg.
Dermed var Feyenoord samlet i front igen efter at have fået en skrækstart på returkampen.
Der var blot spillet 40 sekunder, da mexicaneren Santiago Gimenez kæmpede sig højest på en bold ved bageste stolpe og sendte Milan i front. Scoringen faldt to uger efter skiftet fra netop Feyenoord til AC Milan.
Både holdkammerater og tilskuere gik bananas i jubel, mens Gimenez selv havde et mere undskyldende udtryk efter at have drillet sine tidligere holdkammerater.
Siden havde Theo Hernández et skud på stolpen og var også tæt på at blive noteret for en assist, inden han i stedet blev kampafgørende med sin udvisning.
Det var den danske træner Brian Priske, der fik Feyenoord videre til knockoutfasen i Champions League. Priske blev fyret mandag i sidste uge - to dage før den første kamp mod Milan.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk