Utilfredsstillende og frustrerende er blot nogle af de ord, Esbjerg fB-træner Lars 'Lungi' Sørensen bruger til at beskrive sit holds præstation i hjemmekampen mod OB i den næstbedste fodboldrække fredag aften.
På egen bane blev esbjergenserne ydmyget med 6-0 af topholdet og begravede dermed det sidste, spinkle håb om oprykning til Superligaen.
-Når vi på hjemmebane i en flot kulisse og foran mange fremmødte fans, der leverede en sublim opbakning fra start til slut, taber med seks mål, så er der kun tilbage at være dybt utilfreds med egen præstation, og det er sådan, vi også ser på kampen. Ganske enkelt, siger Lars 'Lungi' Sørensen til klubbens hjemmeside.
Den mørbankede trup brugte lørdag formiddag på at analysere fejl og mangler. Frem for alt er træneren utilfreds med den indstilling og attitude, hans spillere viste de næsten 5000 tilskuere på Blue Water Arena.
-Når vi repræsenterer EfB, stilles der krav om hårdt arbejde, stolthed og sammenhold - særligt i modvind - og det fik vi ikke givet udtryk for i går (fredag, red.), hvilket vi beklager og ønsker at lave om på hurtigst muligt, fastslår han.
Med syv kampe tilbage af oprykningsspillet er Esbjerg hele 12 point efter Fredericia, der lige nu ligger på den anden oprykningsplads efter OB.
Resten af sæsonen handler derfor primært om at sørge for ikke at gå på sommerferie med en dårlig fornemmelse, lyder det.
-Vi skal vise det udtryk, der har båret os langt, og som kendetegner EfB. Det fik vi ikke vist fredag aften, og det er vi i staben og truppen mindst ligeså frustrerede over som omverdenen, siger Lars 'Lungi' Sørensen.
Esbjerg skal på banen igen fredag aften på udebane mod AC Horsens.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk