Af Frits Ahlstrøm
De grønne mestre, kaldte legendariske Knud Lundberg dem i sin hyldest-artikel med henvisning til deres alder og grøn-og-hvidstribede trøjer.
En af mestrene var Erik Sandvad. Han døde forleden knap to uger efter at være fyldt 80 år.
Erik Sandvad var en gentleman både på og udenfor banen. Det er blevet sagt om Gheorghe Hagi, rumæneren, der spillede for Steaua Bucureşti, Real Madrid CF, FC Barcelona og Galatasaray SK, at han kunne skrælle en appelsin med sin venstre fod. Erik Sandvad var lige så elegant og kunne uden at tackle, endsige røre sin modstander, pille bolden fra ham.
Født og opvokset på Nørrebro var det nærliggende, at Erik Sandvad som 10-årig blev medlem af AB, som dengang holdt til på Nørre Allé. Hans sidemand på Stevnsgade Skole, målmanden og fodboldhistorikeren Palle ’Banks’ Jørgensen, valgte B.93. De tog begge realeksamen – og endte begge i Handelsbanken (nu Danske Bank), hvor Erik Sandvad arbejdede i 33 år.
Erik Sandvad, der som lilleput, dreng, junior og yngling hjalp AB til at vinde såvel turneringen som pokalfinalen, fik sin debut på 1. seniorhold i 1964 i en kamp på udebane mod Vejle Boldklub. Tre år senere debuterede han på A-landsholdet i EM-kvalifikationskampen mod Ungarn i Idrætsparken. Det samme gjorde klubkammeraten Kresten Bjerre og Finn Laudrup fra Vanløse IF.
Ernst Netuka, der var træner for landsholdet, men ikke med til at udtage det, foreslog udtagelses-komiteen at vælge Erik Sandvad, som han anså for at være en ideel sweeper (nu til dags betegnet som libero). Således blev han landsholdets første libero.
Erik Sandvad var så uheldig at lave selvmål; en skæbne, der også havde ramt Verner Nielsen, en tidligere AB’er, i hans debut: 1-1 kampen mod Norge på Ullevål Stadion i Oslo i 1995. Men for Erik Sandvad endte det med et nederlag på 2-0, eftersom Ferenc Bene lavede et af sine 36 mål i 76 landskampe for Ungarn.
Selvmålet var kun en skønhedsplet på en fornem præstation. Erik Sandvad etablerede sig på landsholdet, som i løbet af året spillede 1-1 mod DDR, 1-1 mod Sverige og vandt 14-2 over Island, 5-0 over Norge og 3-2 over Holland (med blandt andre Johan Cruyff).
Knud Lundberg omtalte den teknisk begavede Erik Sandvad med den imponerende evne til at forudse enhver situation som spilleren med landets bedste overblik.
Året efter pådrog Erik Sandvad sig en alvorlig knæskade; den første af to, der forkortede hans lovende karriere.
Samtidigt blev flere af spillerne på det exceptionelle 67-landshold solgt; de fleste af dem til USA.
Erik Sandvad havde ingen intentioner om at blive professionel i udlandet. Men hans holdning til spillet var professionel. Og han havde været en varm fortaler for, at DBU hentede sine udlands-professionelle hjem til landsholdet. Det gjorde DBU; i første omgang dog kun med fem ad gangen.
Erik Lykke Sørensen (Greenock Morton FC), Henning Boel (Aberdeen FC), Preben Arentoft (Newcastle United FC), Kresten Bjerre (Racing White Molenbeek) og Ole Bjørnmose (SV Werder Bremen) var med i den historiske EM-kvalifikationskamp 12. maj 1971, da Danmark med Erik Sandvad som anfører tabte 5-0 til Portugal på Estádio das Antas i Porto.
Erik Sandvad var også anfører i den følgende landskamp – 1-2 mod Belgien i Idrætsparken 25. maj 1971. De fem udlands-professionelle fik genvalg ligesom der blev plads til John Steen Olsen fra DOS Utrecht, eftersom DBU øgede antallet til seks.
I november 1971 kritiserede Erik Sandvad sagligt DBU for de vilkår, amatørerne på landsholdet blev budt med hensyn til for eksempel tabt arbejdsfortjeneste. Det hjalp ikke. ’Oprøret’ endte med, at de 32 hjemlige spillere, DBU havde udtaget til vinterens træningslejr i Italien, meldte afbud kollektivt.
Opgøret mod Belgien var hans 22. og sidste A-landskamp, eftersom han endnu en gang oplevede en knæskade. Da han igen var spilleklar, nedtrappede han med to sæsoner og 47 kampe i Ølstykke FC.
Erik Sandvad, der spillede 160 kampe på 1. holdet i AB, fik aldrig en advarsel – hverken på klubhold eller landshold. Efter sin karriere som aktiv var han i et par år formand i AB.
AB med Mario Astorri som cheftræner benyttede 13 spillere for at vinde det danske mesterskab i 1967: Poul Verner Henriksen, Jan Larsen, Niels Yde (anfører), Kresten Bjerre, Eigil Mølsgaard, Erik Sandvad, Jørgen Kaltoft, Ove Carlsen, Johnny Petersen, Flemming Kjærsgaard, Finn Wiberg, Henrik Bernburg og Finn Villumsen.
Poul Verner Henriksen, Jan Larsen, Kresten Bjerre og Erik Sandvad har forladt os.
I sin selvbiografi ’Generalen’ skrev Kresten Bjerre:
-Hvis jeg blev bedt om at udtage mit favorithold, ville Erik Sandvad være den første på holdkortet.
Erik Sandvad (yderst til venstre i bageste række) var med til at vinde den københavnske lilleputrække sammen med blandt andre Flemming Kjærsgaard, Ove Carlsen og Niels Yde.
Foto: Privat