Af Frits Ahlstrøm
Fra 2025 vil Liga Nacional de Fútbol Professional (LNFP) også afvikle flere kampe i La Liga i USA.
Det bekræfter organisationens præsident Javier Tebas overfor flere spanske medier.
Ligaen forsøgte allerede i 2018 at gennemføre en kamp mellem FC Barcelona og Girona FC i Miami, men det blokerede FIFA og Det amerikanske Fodboldforbund (US Soccer) for.
Efter diverse retssager og en aftale med FIFA er der nu åbnet mulighed for, at kampe i La Liga kan spilles i USA.
-Med de mange spansktalende latinoer bosiddende i USA er det amerikanske marked særdeles interessant for os og den bedst tænkelige mulighed for økonomisk at klare os i konkurrencen med de øvrige europæiske top-ligaer; ikke mindst Premier League, udtaler Javier Tebas
Real Madrid CF og FC Barcelona er som et led i forberedelserne til næste sæson på turné i USA og spiller i den forbindelse en venskabelig El Clasico.
Samtidig med at offentliggøre planerne om La Liga-kampe i USA meddelte Javier Tebas, at der ikke indføres mål-teknologi i La Liga – trods den kontroversielle situation mellem Real Madrid CF og FC Barcelona på Santiago Bernabéu i søndags.
Mange havde den opfattelse, at Lamine Yamal bragte FC Barcelona foran 2-1, men TV-billederne i VAR-rummet kunne ikke bevise, at bolden havde krydset målstregen.
Det endte med, at Real Madrid på et mål af Jude Bellingham i tillægstiden vandt 3-2.
Xavi Hernandez, cheftræneren i FC Barcelona, har – uden held – bedt om at få kampen spillet om.
La Liga er den eneste af de fem store europæiske ligaer, der ikke anvender Hawkeye teknologi på målstregen. Denne teknik koster omkring 25 millioner per sæson, og det vil Ligaen ikke betale.
Teknologien blev indført i Premier League i 2014.
Frits Ahlstrom
frits@ahlstromfootball.com