Gustav Isaksen har været "klar til at eksplodere på den store scene" i et stykke tid.
Det mener Lazio-træner Marco Baroni, efter at danskeren dybt inde i overtiden blev matchvinder med et fremragende mål, da Lazio torsdag slog Viktoria Plzen 2-1 på udebane i Europa League.
Isaksen modtog bolden inde i feltet med en mand i ryggen. Han vendte væk med et fikst træk, så han sikrede sig plads til at affyre kanonen fra feltkanten, og bolden strøg over i det lange hjørne.
-Jeg er tilfreds med Isaksens mål i denne sæson, men ikke overrasket. Han har haft brug for mere tillid, og jeg har givet ham mere frihed, da jeg godt kan lide angribere, der tager chancer.
-Han er begyndt at blive afgørende, og jeg har hele tiden følt, at han har været klar til at eksplodere på den store scene, siger Marco Baroni til Sky Sport Italia.
Lazio fik sent i opgøret to røde kort, og det tjekkiske hjemmehold var dermed to mand i overtal, da Isaksen afgjorde kampen.
-Vi var skødesløse til sidst. Isaksen skulle have haft en dobbelt markering. Da han gik forbi Vaclav Jemelka, skulle vi have haft en spiller til at dække for hans venstrefod. Vi vidste, hvor farlig han kan være, siger Plzen-træner Miroslav Koubek til uefa.com.
Lazio er torsdag vært for returkampen mod Viktoria Plzen. Den samlede vinder møder enten norske Bodø/Glimt eller græske Olympiakos i sin kvartfinale.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk