Strasbourg-træner Liam Rosenior tror fortsat på fransk avancement til gruppespillet i Conference League.
Det fastslår Rosenior efter torsdagens 0-0-kamp på hjemmebane mod Brøndby i den første af to dueller om en plads i gruppespillet.
Selv om det ikke lykkedes de franske værter at score på eget græs, så var indsatsen så overbevisende, at træneren mener, at det er muligt at slå Brøndby i næste uges returkamp i Danmark.
-Det tog os frem til pausen, før vi fandt den rigtige struktur og spillede med den disciplin, som jeg havde bedt holdet om.
-Da vi gjorde det i anden halvleg - uden at vise respektløshed over for Brøndby - kunne vi have vundet med 4-0 eller 5-0, siger Liam Rosenior til Strasbourgs profil på det sociale medie X.
Strasbourgs engelske træner var især imponeret over Brøndbys østrigske målmand, Patrick Pentz, som han sammenligner med den danske målmandslegende Peter Schmeichel.
-Vi misbrugte store chancer. Deres målmand spillede som Peter Schmeichel, dengang jeg var en lille dreng. Han lavede nogle utrolige redninger, siger Liam Rosenior.
Hvis Strasbourg skal sikre en plads i gruppespillet, så skal holdet vinde på næste torsdag i Brøndby, hvilket ifølge træneren er muligt.
-Situationen er ret simpel med 0-0 mod et hold, et godt hold, men også et hold, som vi var dominerende imod. Der er igen grund til ikke at tro, at vi ikke kan komme videre, siger englænderen.
Liam Rosenior brugte også en del tid på sit pressemøde efter kampen på at rose Strasbourgs fans, der ifølge træneren skabte en utrolig atmosfære.
-Jeg er lidt skuffet over, at vi ikke kunne give dem det mål, som de havde fortjent, siger han.
Mens vinderen af den samlede duel mellem Brøndby og Strasbourg er sikret deltagelse i Conference Leagues gruppespil, så er den tabende klub færdig i Europa i denne sæson.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk