Af Frits Ahlstrøm
Den 35-årige franskmand har siden sin debut i Ligue 1 i 2016 i kampen mellem Montpellier HSC og SM Caen haft mange oplevelser – på godt og ondt.
François Letexier blev udsat for dødstrusler på sociale medier efter at have dømt OGC Nice mod FC Nantes 24. oktober 2022. Det skyldtes, at han undlod at tildele Nantes et straffespark i det 19. minut, da Mattia Viti, den italienske forsvarsspiller i Nice, havde begge arme på bolden.
Derimod fløjtede han i det 7. tillægsminut for et kontroversielt straffespark til Nice mod Jean-Charles Castelletto, den camerounske landsholds-forsvarer i Nantes, for hånd på bolden.
Nantes-spillerne var rasende, og det endte med, at to af dem fik et rødt kort, mens Nice med Kasper Schmeichel på mål udlignede og opnåede 1-1.
I en kamp mellem AS Saint-Etienne og AC Le Havre i den franske liga 20. august 2022 udviste han tre spillere fra hjemmeholdet indenfor de første 66 minutter. AC Le Havre vandt 6-0.
François Letexier var også udsat for kritik, da han (uden VAR-assistenter) tilkendte Guinea to straffespark i playoff-matchen mod Indonesien 9. maj om en plads i den olympiske turnering i Paris. Guinea scorede kun på det ene af dem, dømt for en forseelse udenfor feltet, men det var tilstrækkeligt til at vinde 1-0 og kvalificere sig til De olympiske Lege for første gang siden 1968.
På det tidspunkt var han allerede udtaget til at dømme i den olympiske slutrunde.
François Letexier debuterede på den internationale scene 23. marts 2018, da Bosnien-Herzegovina vandt 1-0 over Bulgarien i en venskabskamp i Razgrad.
Året efter dømte han UEFA Youth League-finalen mellem FC Porto og Chelsea FC, og 20. maj 2021 var han dommer i den franske cup-finale mellem AS Monaco FC og Paris Saint-Germain på Stade de France.
François Letexier er noteret for 65 kampe i UEFA-regi; deriblandt UEFA Super Cup’en mellem Manchester City FC og Sevilla FC i Piræus i 2023 samt tre kampe i dette års EM-slutrunde i Tyskland: Spanien-Georgien, Danmark-Serbien og Kroatien-Albanien.
Som sine assistenter i finalen i Berlin har han Cyril Mugnier og Mehdi Rahmouni, mens polske Szymon Marciniak er 4. dommer.