Det danske fodboldlandshold må klare sig uden Andreas Christensen i de kommende Nations League-kvartfinaler mod Portugal.
Danskeren har pådraget sig en skade i akillessenen, og den forventes at holde ham ude i fire uger.
Det skriver FC Barcelona søndag på sin hjemmeside.
Nations League-kvartfinalerne spilles 20. og 23. marts.
På forhånd var det også svært at sætte næsen op efter at få den stærke forsvarsspiller med i topform.
På grund af forskellige skader har han ikke spillet en betydende fodboldkamp siden 17. august, og han missede alle landsholdets seks kampe i efteråret.
Der var ellers godt nyt, da Barcelona i onsdags meddelte, at danskeren igen var klar til at komme på banen, men allerede lørdag kom kontrameldingen om, at danskeren var blevet skadet igen.
På det tidspunkt var prognosen usikker, men den er søndag blevet præciseret.
Også i midten af januar blev Andreas Christensen meldt kampklar efter at have bøvlet med akillessenen i fem måneder. Men efter at have siddet på bænken i tre kampe, blev han skadet på ny.
Barcelona har klaret sig hæderligt uden den 28-årige dansker i stort set hele sæsonen.
Vinder holdet over Real Sociedad søndag eftermiddag, overtager Barcelona førstepladsen i La Liga fra Atletico Madrid.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk