Af Frits Ahlstrøm
En sådan bedrift er Rasmus Würtz ene om med sine 452 kampe for AaB (samt i halvanden sæson for FC København og Vejle Boldklub) fra 2002 til 2019.
Jesper Hansen har ikke opgivet at overtage den rekord, men det forudsætter, at han spiller yderligere en sæson for AGF, hvortil han kom 17. juni 2021 fra FC Midtjylland. Men hvor realistisk er det?
-Jesper Hansen har været en fremragende målmand for os, siger AGF’s sportschef Stig Inge Bjørnebye til Viaplay. Han har en stor andel i vores opløftende resultater i de senere sæsoner. Selv når han oplevede en øget konkurrence på målmandsposten, fortsatte han sit seriøse arbejde.
-Trods en lang karriere er Jesper stadig en ærgerrig spiller, som er i god fysisk form og passer godt på sig selv, tilføjer Stig Inge Bjørnebye. Han sætter en høj standard for sig selv, sit hold og sin klub. Med sin stærke vindermentalitet og sin smittende seriøsitet passer han perfekt ind i vores værdier; og på den måde er han en inspiration for ikke kun resten af vores målmandsgruppe, men også for hele vores trup.
AGF forlængede i foråret kontrakten med Jesper Hansen til og med 30. juni 2025.
Jesper Hansen ser gerne, den bliver forlænget. Dertil bemærker Jacob Nielsen, direktør i AGF:
-Vi har lige nu fuld fokus på Jespers karriere som aktiv, men vi har tidligere talt med ham om, at han på sigt glider over i en stilling som målmandstræner.
Jesper Hansen lægger ikke skjul på, han er meget glad for at være i AGF.
-Det vil være lykken for mig at være en del af AGF også efter min tid på 1. holdet, siger han til Viaplay. AGF er en vidunderlig klub og Aarhus en dejlig by.
Men lige nu er hans fokus på – for resten af sæsonen – at fastholde den 1. plads, AGF indtager i Superligaen, og som i så fald gør klubben til dansk mester for sjette gang ialt og første gang siden 1986; ét år før Jesper Hansen blev født.
Jesper Hansen runder de 40 år 31. marts 1985, men føler, han er hverken fed eller færdig. Hans store idol, Gianluigi Buffon, var 45, da han sluttede som aktiv efter 176 landskampe for Italien og 975 kampe for Parma Calcio, Juventus og Paris Saint-Germain.
Jesper Hansen hilste på Gianluigi Buffon, da han og FC Nordsjælland mødte Juventus i Parken 23. oktober 2012 i UEFA Champions League i overværelse af 22.404 tilskuere og spillede 1-1.
Efter kampen samledes alle spillerne i midtercirklen, hvor Gianluigi Buffon gav Jesper Hansen et stort kram.
-Det var ved den lejlighed, vi aftalte at bytte trøjer, når vi var tilbage i omklædningsrummet, fortæller Jesper Hansen.
-Det er og bliver en af mine største oplevelser i fodbold, tilføjer Jesper Hansen. Dels er det en af de tre bedste kampe, jeg har spillet, dels fik jeg med trøjen et synligt og uforglemmeligt minde.
Jesper Hansen byttede trøjer med legendariske Gianluigi Buffon efter UEFA Champions League-kampen mellem FC Nordsjælland og Juventus i Parken i 2012. Foto: Privat
Den 39-årige målmand i AGF har altid været Juventus-tilhænger.
-Alene klubbens zebrastribede trøje gør min kærlighed til klubben udødelig, bemærker Jesper Hansen. Dertil kommer, at Gianluigi Buffon siden han kom til Juventus i 2001 for at afløse Angelo Peruzzi har været mit idol, en stor og inspirerende leder og samtidig en gentleman på og udenfor banen.
Jesper Hansen betragter Gianluigi Buffon som en af alle tiders bedste målmænd i verden på linje med legender som sovjetrussiske Lev Jasjin og engelske Gordon Banks.
Gianluigi Buffon, som for nogle måneder siden modtog UEFA President’s Award, er nu holdleder for det italienske landshold.
Ifølge superstats.dk er Jesper Hansen noteret for 401 kampe i Superligaen; fordelt med 154 for FC Nordsjælland (2007-14), 35 for Lyngby Boldklub (2016-17), 121 for FC Midtjylland (2017-21) og 101 for AGF (siden sommeren 2021). I 137 af dem har han præsteret et clean sheet; rekord for en målmand i landets bedste række. Indimellem tiden i FC Nordsjælland og Lyngby Boldklub spillede han i fransk fodbold – to sæsoner i Évian FC og én i SC Bastia.
Jesper Hansen blev dansk mester med FC Nordsjælland i 2011 og DBU Pokalvinder i 2010 og 2011 samt dansk mester med FC Midtjylland i 2018 og 2020 og pokalvinder i 2019.
Programmet for 16. spilledag i 3F Superligaen:
Fredag 22. november
19:00 FC Nordsjælland – AGF (på Viaplay og TV3 Sport med optakt fra klokken 17:00)
Søndag 24. november
14:00 Randers FC – Vejle Boldklub
14:00 AaB – Viborg FF (på Viaplay og TV3 Sport med optakt fra klokken 13:30)
16:00 Sønderjyske Fodbold – Brøndby IF
18:00 FC København – Lyngby Boldklub (på Viaplay og TV3+ med optakt fra klokken 17:00)
Mandag 25. november
19:00 FC Midtjylland – Silkeborg IF
I videoen over artiklen kan du se Jesper Hansens bedste redninger i denne sæson.