Patrick Dorgu spillede onsdag en uheldig hovedrolle for Manchester United, som dog alligevel vandt 3-2 over bundholdet Ipswich på tre træffere efter dødbolde.
Den 20-årige dansker fejlbedømte totalt en situation tidligt i kampen og spillede bolden uden om keeper André Onana, hvilket tillod Jaden Philogene at score i tomt net.
Kort før pausen kom Dorgu med knopperne først i en duel med Omari Hutchinson, og så sluttede arbejdsdagen og fjerde optræden for United med et direkte rødt kort.
Mellem Dorgus brølere scorede United efter to dødbolde af Bruno Fernandes. Det første var et selvmål, og det andet sled stopperen Matthijs de Ligt over stregen.
Philogene udlignede til 2-2 i første halvlegs overtid, da et indlæg fik lov at passere hele vejen i kassen, men kort inde i anden halvleg jublede Old Trafford igen.
Fernandes var oplægger på et hjørnespark, og stopperen Harry Maguire genoprettede i undertal føringen og gjorde sig selv til matchvinder.
Rasmus Højlund spillede 66 minutter arbejdsomme, men ufarlige minutter i hjemmeholdets angreb, mens Christian Eriksen fik slutminutterne og det danske angrebstalent Chido Obi-Martin forblev på bænken.
Med sejren avancerer United til 14.-pladsen. Lidt derover hører Brentford til på 11.-pladsen efter 1-1 mod Everton på hjemmebane.
Også Tottenham er kun marginalt foran United efter 0-1 mod Manchester City onsdag aften.
Efter to kampes skadespause blev Erling Haaland matchvinder på Tottenham Hotspur, da han satte Jeremy Dokus flade indlæg i nettet efter 12 minutters spil.
Med sejren er det detroniserede mesterhold akkurat tilbage i top-4.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk