Den målfarlige forward Joachim Blichfeld skal fra næste sæson tørne ud for finske Tappara.
Det skriver den finske ishockeyklub på sin hjemmeside.
26-årige Blichfeld er aktuelt en del af den danske VM-trup, der fredag åbner slutrunden på isen i Boxen i Herning. Det bliver hans tredje VM-slutrunde. I alt har han spillet 68 kamp i rødt og hvidt.
Forwarden drager til Finland fra svensk ishockey, hvor han undervejs i den netop overståede sæson skiftede fra Växjö Lakers til Rögle BK.
Siden skiftet til Rögle BK har danskeren i slutningen af sæsonen vist sin målfarlighed med 6 scoringer i 14 kampe. Forinden var det blevet til 36 mål i 137 kampe i Växjö Lakers.
I Växjö Lakers var Blichfeld i 2023 med til at vinde det svenske mesterskab.
Nordjyden fik sin ishockeyopdragelse i Frederikshavn og skiftede i 2014 til Malmö Redhawks' ungdomshold.
I 2016 blev han valgt af San Jose Sharks i NHL-draften. Det var dog begrænset med spilletid for danskeren i den bedste nordamerikanske liga
I stedet var det primært på Sharks' søsterhold San Jose Barracuda i AHL, NHL's udviklingsliga, at Blichfeld tørnede ud.
Derudover var han i 2020/21-sæsonen for en kort stund tilbage i dansk ishockey på en lejeaftale med Frederikshavn White Hawks.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk