Opholdet i franske Reims har udviklet sig til lidt af et mareridt for Mohamed Daramy.
Danskeren har siddet ude med en knæskade i stort set hele sæsonen, og fra sidelinjen har han kunnet følge holdets deroute, der torsdag aften kulminerede.
I den direkte nedrykningsduel med Metz tabte Reims således på hjemmebane 1-3 efter forlænget spilletid.
Nederlaget sender Reims ned i den næstbedste række, Ligue 2. Såfremt Daramy bliver i klubben, når han er blevet sin skade kvit, er det for en stund slut med fodbold på øverste hylde.
Daramy var kun lige kommet tilbage fra en knæskade, da han i en kamp for U21-landsholdet i oktober sidste år kom til skade igen.
Siden har han ikke set banen, og han er blot noteret for 14 minutter i to klubkampe hele sæsonen.
Alligevel har landstræner Brian Riemer ikke glemt ham. Det sagde han i forbindelse med landsholdsudtagelsen tidligere på ugen.
-Vi forventer, han er tilbage i løbet af sommeren. Med lidt held i sprøjten og god vind i sejlene er han en spiller, der godt kan være relevant til VM-kvalifikationskampene i september, sagde han ifølge fodboldmediet Bold.
23-årige Daramy kom til Reims i sommeren 2023. Han står noteret for ti kampe for det danske A-landshold.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk