Den tidligere danske landsholdsfløj Anders Eggert stopper efter indeværende sæson som assistenttræner i den tyske storklub Flensburg-Handewitt.
Det skriver bundesligaklubben på sin hjemmeside.
Ifølge TV 2 Sport stopper danskeren, fordi han skal være ny cheftræner i traditionsklubben KIF Kolding, der netop er rykket ud af Herreligaen.
Danskeren var assistenttræner i den jyske klub fra 2022 til 2024.
Flensburg skriver, at Eggert stopper, fordi han står over for en ny opgave.
-Klubben har en meget speciel plads i mit hjerte, og jeg har altid følt mig meget komfortabel her. Men det er på tide, at jeg tager det næste skridt, siger 42-årige Eggert til den tyske klubs hjemmeside.
Ifølge Holger Glandorf, der er direktør i Flensburg, ville man gerne have fortsat samarbejdet med danskeren.
-Vi har alle fuld forståelse for, at han ønsker at tage det næste skridt i sin trænerkarriere og ville selvfølgelig ikke stå i vejen for det, siger den tidligere tyske landsholdsback.
Eggert kom til Flensburg som assistent i sommeren 2024. På daværende tidspunkt var det for at hjælpe danske Nikolej Krickau, der dog blev fyret undervejs i sæsonen og erstattet af Ales Pajovic.
Som spiller stoppede Eggert karrieren som 40-årig i 2021 efter godt 20 år på topniveau.
Han slog for alvor igennem i GOG fra 2003 til 2006, inden turen gik til Flensburg.
Allerede i 2008 vendte han hjem til Danmark - nærmere bestemt Skjern, men kun for i 2009 at drage til den nordtyske danskerklub igen. Her var han frem til 2017, inden han vendte hjem til Skjern.
Han nåede desuden 160 landskampe og 581 mål for Danmark. Han var med til at vinde EM i 2012.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk