Esbjerg fB topper 1. division.
Det faktum er yderst opløftende for vestjyderne, der har været gennem mange prøvelser i de seneste år.
Tirsdag blev det foran godt 4000 fremmødte til 1-0 over nedrykkede AaB på hjemmebane, og holdets 12 point for seks kampe er nok til minimum et døgns tid helt på toppen.
Onsdag kan AC Horsens dog gå forbi, og Kolding IF kan komme på omgangshøjde i tabellen, hvor AaB til gengæld lider efter blot én sejr i seks kampe.
Nordjyderne ligger nummer ni med fem point, og den halvtamme præstation i Esbjerg tirsdag aften lod meget tilbage at ønske.
Steffen Højers udvalgte var okay kørende i første halvleg, men skarpheden manglede hos blandt andre den tidligere superligatopscorer Nicklas Helenius, der headede en stor chance forbi målrammen.
Esbjerg havde omvendt stor selvtillid efter 5-1 over B93 i sin seneste kamp, og der var også mest pondus i værterne, som i første halvleg kom meget tæt på med et forsøg på overliggeren, inden der efter pausen var gevinst.
Efter 69 minutter bød driblestærke Peter Bjur ind med en god aktion og en afslutning mod mål.
Den blev blokeret, og bolden faldt nådigt ned for den norske midtbanespiller Mikail Maden, der nemt sparkede bolden ind bag AaB-keeper Vincent Müller.
AaB forsøgte sig med et afsluttende pres, men der var ikke bid i offensiven, og Esbjerg var i stedet et par gange ved at lukke kampen på en omstilling.
Andetsteds i 1. division tabte ligeledes nedrykkede Lyngby Boldklub 1-2 til Hillerød på hjemmebane i en kamp, hvor begge hold fik et rødt kort i slutfasen.
Begge hold har dermed 10 point og har kontakt med toppen.
Det samme har Hvidovre med ni point, selv om man tirsdag skuffende stort med 2-2 hjemme mod bundholdet Middelfart. B93 slog ude HB Køge 1-0 og holder foreløbigt bunden på afstand.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk