FC Nordsjælland-angriberen Benjamin Nygren skifter til Celtic. Det oplyser FCN fredag på fodboldklubbens hjemmeside.
Den 23-årige svensker er blevet solgt til skotterne efter 107 kampe og 35 mål for FCN. Han kom til Farum fra belgiske Genk i januar 2022.
Med antallet af mål forlader Nygren klubben som den fjerdemest scorende spiller i FCN's historie.
FCN nævner ikke noget om transfersummen, men Sky Sports har tidligere skrevet, at Celtic betaler cirka 17,5 millioner kroner for spilleren, der kun havde et halvt år tilbage af kontrakten.
-Jeg kom til FC Nordsjælland som en ung dreng, og nu forlader jeg klubben som en voksen mand.
-Det har været en fantastisk tid for mig, og jeg er vokset rigtig meget både som fodboldspiller og som menneske, siger Nygren til klubbens hjemmeside.
I den forgangne sæson blev Nygren FCN's topscorer med 15 mål i Superligaen. Han var fem mål efter ligatopscorer Patrick Mortensen fra AGF.
-Det har været vigtigt for mig at spille fast og få store udfordringer både i Superligaen og i Conference League, og samtidig har jeg spillet med nogle rigtig gode spillere, der har været med til at udvikle mig.
-Så jeg vil gerne sige tak til alle mine medspillere og de trænere, der har hjulpet mig til at få selvtilliden tilbage og blive den spiller, jeg er nu, siger Nygren.
FCN-fodbolddirektør Alexander Riget mener, at Nygren rejser videre i karrieren efter at have været igennem en god udvikling.
-Samtidig har han været god for vores miljø med sin vilje til hele tiden at blive bedre og udvikle sig og med sin evne til at drive truppen.
-Med sine mange mål og assists var han med til at sikre, at FC Nordsjælland var en del af mesterskabsspillet i de seneste to sæsoner, og det var helt naturligt, at han også bar anførerbindet i foråret, siger Riget.
/ritzau/
Christian Winther Johansen
christian.winther.johansen@viaplaygroup.com