Mads Pedersen kan for første gang i sin succesfulde cykelkarriere kalde sig dansk mester i enkeltstart.
Danmarks mest vindende rytter var hurtigst på de 41 forblæste kilometer i og omkring Aalborg og vandt guldet i suveræn stil foran Niklas Larsen og Kasper Asgreen, der tog sølv og bronze.
Pedersen var hurtigst ved samtlige mellemtider og var i mål 25 sekunder hurtigere end Niklas Larsen, der længe havde siddet i "hot seat" som den førende rytter.
Det stod tidligt klart, at guldkampen stod mellem Pedersen og Larsen, og at Johan Price-Pejtersen ikke ville få revanche for sidste års store skuffelse.
Dengang troede Price-Pejtersen, at han havde vundet DM, men han blev inden medaljeoverrækkelsen diskvalificeret for at have kørt ind på cykelstien undervejs.
Afgørelsen blev appelleret, og først efter en rundtur hos danske og internationale instanser stod det torsdag omsider klart, at den oprindelige diskvalifikation står ved magt.
Det var Niklas Larsen, der satte aftenens første udråbstegn. Manden, der sidste år sluttede på en beskeden 18.-plads, kørte over målstregen i en tid, der på det tidspunkt var aftenens klart hurtigste.
Men den stærke banerytter var startet tidligt og kunne nu blot vente og se, hvor langt tiden ville række, når forhåndsfavoritterne begyndte at melde deres ankomst i målområdet.
Den skulle vise sig at række hele vejen til næstøverste trin på sejrspodiet, for hverken Price-Pejtersen, Mikkel Bjerg eller den firedobbelte danmarksmester Kasper Asgreen kunne hamle op med BHS-PL Beton Bornholm-rytterens præstation.
Mads Pedersens tid kunne han dog ikke røre. Den 29-årige Lidl-Trek-stjerne tog karrierens 55. professionelle sejr og kan det kommende år køre sine enkeltstarter i dannebrogstrøjen.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk