FC Midtjylland kan trods sin status som seedet få hård modstand i form af tyrkiske Besiktas eller hollandske Utrecht i sin første kamp i Europa League-kvalifikationen.
Det står klart, efter at Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) onsdag morgen har inddelt holdene i lodtrækningen til anden kvalifikationsrunde i grupper.
FCM er som seedet havnet i en gruppe, hvor Besiktas, Utrecht, skotske Hibernian og vinderen af et opgør mellem svenske Häcken og Spartak Trnava fra Slovakiet er de mulige modstandere.
Senere onsdag er der lodtrækning til de tre europæiske turneringer.
Lodtrækningen til Champions League med FC København i bowlen foretages fra klokken 12.00. En time senere gælder det Europa League med FCM, og klokken 14.00 afslutter man med Conference League med Brøndby og Silkeborg.
Fælles for alle fire danske deltagere er, at de skal gennem tre runder for at nå et ligaspil.
FCK får i tilfælde af et samlet nederlag i kvalifikationen en ny chance i Europa League og siden eventuelt Conference League. FCM dropper ned i Conference League, hvis de taber et opgør samlet, mens Brøndby og Silkeborg er ude i tilfælde af nederlag.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk