Den danske ishockeyfest fortsætter ved VM i Herning. En sejr efter straffeslag i en dramatisk sidste gruppekamp mod Tyskland sender Danmark i kvartfinalen for første gang i ni år og tredje gang nogensinde.
Nick Olesen og Joachim Blichfeld scorede i straffekonkurrencen, hvor målmand Frederik Dichow blev den store helt ved at redde fire tyske forsøg.
I kvartfinalen på torsdag venter det stjernebesatte canadiske hold, der tager turen fra Stockholm til Herning for at møde et givetvis euforisk dansk mandskab.
Den ordinære kamp i udsolgt Boxen sluttede 1-1, efter at den hjemhentede forwardstjerne Nikolaj Ehlers havde sørget for den livsvigtige udligning ti minutter før tid.
Opgøret var lige så tæt og nervepirrende, som VM-kampe mellem de to nationer næsten altid er, selv om danskerne i første periode så ud til at ville blæse tyskerne omkuld.
Antændt af tre sejre på stribe kom holdet nemlig stormende ud, og de første 20 minutter var formentlig holdets bedste i hele turneringen.
Der var fantasi og omtanke i offensiven, hvor danskerne fyrede 14 skud afsted mod Philipp Grubauer i det tyske bur. Der var påpasselighed i egen zone, og der var et powerplay, som fungerede virkelig godt.
Det eneste, der manglede, var en dansk scoring. Nick Olesen havde flere store chancer og ramte stolpen, da han burde have scoret i helt fri position efter et tysk pucktab.
Nikolaj Ehlers faldt fornuftigt ind i førstekæden med velkendte makkere som Patrick Russell og Nicklas Jensen. Men tyskerne var tydeligt opmærksomme på den sprælske NHL-forward, der havde svært ved at komme på skudhold.
Man sad med fornemmelsen af, at det danske hold havde forpasset en gylden mulighed ved ikke at score i de første 20 minutter.
Det var svært at forestille sig, at kampmønsteret kunne fortsætte på samme måde efter pausen. Dertil er der for meget kvalitet på det tyske hold, og det begyndte da også at vise sig i anden periode.
Pludselig var det tyskerne, der var ovenpå. Danskerne spillede såmænd stadig sikkert i forsvarszonen, men havde svært ved at fastholde pucken i den anden ende af banen.
Det handlede til sidst udelukkende om at få perioden overstået uden ulykker. Men 45 sekunder før tid gik det galt.
Andenkæden blev fanget i egen zone uden at kunne skifte ud, og så styrede Korbinian Geibel pucken i nettet bag en ellers stærkt spillende Frederik Dichow i det danske mål.
Landstræner Mikael Gath tog konsekvensen og rokerede om i alle kæder inden sidste periode, men danskerne havde stadig svært ved trænge gennem det tyske bolværk, indtil Ehlers pludselig lynede ti minutter før tid.
Pucken sprang tilbage fra banden og lå pludselig foran staven på den 29-årige nordjyde, som klappede den op i nettaget uden at betænke sig.
Resten blev en lang nervekrig. Nicklas Jensen var tæt på at få lirket pucken ind ved bageste stolpe, men kampen røg i overtid, hvor der blev spillet tre mod tre.
Den megen plads er guf for Ehlers, der rev og ruskede i det tyske hold. Oscar Fisker Mølgaard tryllede sig frem til en kæmpechance, som han selv misbrugte, og så skulle der straffeslag til at afgøre dramaet.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk