Odenses håndboldkvinder tørner sammen med Ikast i gruppespillet i Champions League.
Det står klart efter fredagens lodtrækning, hvor 16 hold blev inddelt i to grupper. Der er otte hold i hver gruppe.
Team Esbjerg skal spille i gruppe A og møder ingen andre danske hold. Odense og Ikast skal dyste i gruppe B.
Gruppe A består af følgende hold: Storhamar, Metz, Györ, Borussia Dortmund, Team Esbjerg, Gloria Bistrita, Buducnost og DVSC Schaeffler.
Györ er forsvarende mester i turneringen efter sejr i finalen over Odense.
Gruppe B består af følgende hold: Ludwigsburg, Odense, CSM Bucuresti, Brest, Ferencvaros, Podravka, Krim og Ikast.
Alle hold skal spille 14 gruppekampe.
De to bedste hold fra hver gruppe går videre til kvartfinalerne. Nummer tre, fire, fem og seks skal spille playoffkampe om at komme i kvartfinalerne.
Gruppespillet begynder 6. og 7. september og slutter 21. og 22. februar 2026.
Der blev senere fredag trukket lod til herrernes gruppespil i Champions League. Her var GOG og Aalborg med i bowlen, og de kom i hver sin gruppe.
Aalborg havnede i gruppe A med Füchse Berlin, Veszprem, Kielce, Nantes, Sporting, Dinamo Bukarest og Kolstad.
GOG kom i gruppe B med Wisla Plock, Barcelona, Paris Saint-Germain, Magdeburg, Pick Szeged, Zagreb og Eurofarm Pelister.
Magdeburg vandt Champions League i sidste sæson med en sejr i finalen over Füchse Berlin.
Gruppespillet for herrerne indledes 10. og 11. september og løber frem til 11. og 12. marts 2026.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk