Den franske Real Madrid-stjerne Kylian Mbappé har trukket sin klage om psykisk chikane mod sin tidligere klub Paris Saint-Germain tilbage.
Det oplyser en af hans advokater til nyhedsbureauet AFP.
-Vi trækker vores civile sag tilbage, siger Pierre-Olivier Sur forud for onsdagens semifinale ved VM for klubhold mellem netop Real Madrid og PSG.
Anklagemyndigheden i Paris oplyste i juni, at en undersøgelse var blevet indledt, efter at Mbappé indgav en klage over den behandling, han fik af PSG i starten af sæsonen 2023/24, der skulle blive hans sidste i klubben.
En overgang var angriberen henvist til at træne med en gruppe af spillere, som klubben forsøgte at komme af med. Han mener selv, at det skyldtes hans modvilje mod at forlænge kontrakten med den franske hovedstadsklub.
Han blev ikke inviteret med på PSG's sommertur til Asien i optakten til sæsonen og var ude af truppen til sæsonpremieren. Efterfølgende blev han dog genindlemmet på træner Luis Enriques mandskab.
Mbappé skiftede sidste sommer til Real Madrid efter syv sæsoner hos PSG.
Han scorede 256 mål i 308 kampe for den franske klub, som vandt Champions League for første gang i sidste sæson efter angriberens afgang.
Mbappé er også involveret i en retssag mod PSG for at få udbetalt de 55 millioner euro (410 millioner danske kroner) i løn og bonusser, som han mener, at klubben skylder ham.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk