Jacob Neestrup skal ingen steder, og han vil også være cheftræner for FC København i den kommende sæson.
Det skriver FCK på sin hjemmeside, hvor klubben også oplyser, at der har været forespørgsler på Neestrup, og at de er blevet afvist.
-Jacob Neestrup vil også stå i spidsen som cheftræner i den kommende sæson for FC København. De forespørgsler, der har været på cheftræneren, er blevet afvist, lyder det fra klubben.
FCK har en aftale med Neestrup, som løber i yderligere fire sæsoner.
Neestrup har været cheftræner i FCK siden efteråret 2022. Siden da har han været med til at føre klubben til to danske mesterskaber og to pokaltitler.
-Det har gjort Jacob Neestrup til en træner, som er eftertragtet blandt andre klubber i Europa. Det er ganske naturligt, når man gør det godt i en klub som FC København
-Netop derfor var det også en stor prioritet at forlænge aftalen i efteråret, så den løber frem til 2029, skriver klubben.
FCK tilføjer, at sportsdirektør Sune Smith-Nielsen og Neestrup ser frem til første træningsdag i den kommende sæson 22. juni.
/ritzau/