Hvis Gustav Isaksen fortsætter med at toppræstere på det danske fodboldlandshold, kan den driblestærke kantspiller være forskellen på, om Danmark i efteråret kvalificerer sig til VM eller ej.
Sådan lyder det fra landstræner Brian Riemer, efter at Isaksen lørdag mod Nordirland igen var Danmarks store lyspunkt, som han også var det mod Portugal i marts.
-Jeg er vild med ham. Han er for mig synonymet på lige præcis den stil, jeg gerne vil have. Jeg tror, at landsholdets taktik passer rigtig godt til Gustav lige nu. Vi har brede kanter, og de skal udfordre deres modstandere, og det er som skrevet til ham.
-Vi skal håbe på, at han kan blive ved med at bevare sin form, og at han får en masse spilletid i sin klub. Hvis det er tilfældet, tror jeg, at han bliver en utrolig vigtig spiller for os i VM-kvalifikationen i efteråret, siger Riemer.
-Men jeg kan ikke bare love ham en startplads, den skal han blive ved med at gøre sig fortjent til, tilføjer landstræneren.
Gustav Isaksen har scoret tre mål i fem landskampe under Brian Riemer. Lørdag bidrog Lazio-kanten foruden et mål også med en assist mod Nordirland, og flere gange i kampen snød han sin oppasser.
Præstationerne på landsholdet får Riemer til at drage en kobling mellem Isaksen og en af verdens aktuelt bedste fodboldspillere.
-Gustav er super god til at løbe dybt, og han viser i hver kamp, hvor uhyggelig stærk han er i en mod en-spillet, fordi han kan drible på meget små områder. Han skaber mange chancer, og så kan han lave mål.
-Uanset om vi snakker Lamine Yamal eller Gustav Isaksen, så har alle hold brug for den slags spillere. Det er spillere, som kan drible og sparke, alle hold skriger på. Gustav kan begge dele, og så er han hurtig, siger Brian Riemer.
Landsholdskollegerne er ligeledes imponeret af deres holdkammerat.
-Isaksen er en voldsomt god fodboldspiller, og det så vi igen mod Nordirland. Han er inde i en rigtig god periode, og det er bare om at blive ved med at give ham bolden, for lige nu kører det for ham, siger Rasmus Højlund.
Christian Eriksen supplerer:
-Han skaber nogle ting, vi ikke har haft på landsholdet i noget tid med sine styrker en mod en, fordi han tit kommer forbi sin modstander og skaber overtal.
-Han har et stort gåpåmod, og han kommer forbi sin modstander stort set hver gang. Det er en fornøjelse at spille sammen med ham, siger Eriksen.
Isaksen kan få sin tiende landskamp, hvis han tirsdag kommer på banen mod Litauen.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk