Manchester City var blandt favoritterne til at vinde det igangværende klub-VM i USA.
Men den engelske storklub måtte natten til tirsdag overraskende forlade turneringen efter et nederlag på 3-4 i ottendedelsfinalen til Al-Hilal fra Saudi-Arabien, der vandt efter forlænget spilletid.
Den brasilianske angriber Marcos Leonardo blev den store helt for Al-Hilal, der ikke var spået de store chancer mod det engelske storhold.
Leonardo scorede sejrsmålet til 4-3 midtvejs i anden halvleg af den forlængede spilletid.
Den 22-årige brasilianer havde tidligere i opgøret udlignet til 1-1 på et hovedstød, efter at Bernardo Silva havde bragt City i front i kampens indledning.
Efter 90 minutter med engelsk dominans stod der 2-2 på måltavlen i Orlando efter yderligere en scoring fra hvert af de to mandskaber.
Al-Hilals Kalidou Koulibaly gav det saudiarabiske hold en forrygende start på den forlængede spilletid, da den senegalesiske forsvarer var gået med frem på et hjørnespark og headede Al-Hilal på 3-2.
City-profilen Phil Foden bragte ti minutter senere balance i regnskabet, inden Marcos Leonardo sørgede for den overraskende sejr til Al-Hilal.
City-målmand Ederson fik i første omgang afværget et hovedstød, men keeperen boksede bolden lige ud til brasilianeren, der fik skrabet bolden over målstregen til 4-3.
På sidelinjen kunne Al-Hilals italienske træner, Simone Inzaghi, næsten ikke tro sine egne øjne.
Inzaghi tiltrådte i Al-Hilal kort før klub-VM. Han stoppede i Inter for mindre end en måned siden, efter at den italienske klub havde tabt finalen med 0-5 til Paris Saint-Germain i Champions League.
I kvartfinalen skal Al-Hilal op mod brasilianske Fluminense, der slog Inzaghis tidligere arbejdsgiver fra Inter med 2-0 i en af turneringens øvrige ottendedelsfinaler.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk