Kent Nielsen blev hyldet med en tifo, før Silkeborg IF onsdag aften skulle møde Brøndby i pokalsemifinalen, og den garvede træner takkede for gestussen ved at guide sit hold i pokalfinalen for andet år i træk.
Jens Martin Gammelby scorede det afgørende mål, da Silkeborg vandt returopgøret på hjemmebane med 2-1 og dermed tog en samlet sejr på 5-4. Og han blev bedt om at sætte nogle ord på sin træners betydning for holdet.
-Det er fuldt fortjent, at han bliver hyldet med en tifo - hvis ikke der også skal plantes en statue på et tidspunkt, siger Gammelby til Viaplay.
-Det er imponerende, hvad han har skabt af resultater med den her klub. Det må man tage hatten af for.
Under Kent Nielsens kontrol har Silkeborg blandt andet vundet DM-bronze, og sidste år kom den store triumf, da klubben slog AGF i pokalfinalen.
Onsdag sikrede klubben sig chancen for at forsvare pokaltitlen, og Jens Martin Gammelby var ikke overraskende helt oppe at køre over at have spillet en hovedrolle i sejren over Brøndby - hans tidligere klub.
-Jeg har det fantastisk. Det er helt vildt. At stå i en pokalfinale for andet år i træk er helt vildt.
Bølgerne går højt inde i hovedet, siger Jens Martin Gammelby, mens blikket flakker rundt på tribunerne på Jysk Park.
Silkeborg skal møde enten Viborg FF eller FC København i pokalfinalen Kristi himmelfartsdag. De to klubber mødes torsdag i den afgørende pokalsemifinale.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk