Den danske landsholdsangriber Jonas Wind scorede sit niende mål i Bundesligaen i denne sæson for Wolfsburg, der fredag aften spillede 2-2 hjemme mod Hoffenheim.
Wind steg til vejrs på et hjørnespark og headede bolden i kassen til 2-1-føring efter 81 minutter.
Dermed kom Wind op på siden af Werder Bremens Jens Stage, der også har scoret ni ligamål i denne sæson. Dermed er Wind og Stage de mest scorende danskere i den bedste tyske række.
Men Winds mål var ikke nok til at tage alle tre point, for Hoffenheim udlignede til slutresultatet 2-2 tre minutter senere.
Her indtog Winds landsholdskammerat Joakim Mæhle en uheldig rolle, da han gled og ikke fik sparket bolden væk.
I stedet kunne Hoffenheims angriber Marius Bülter udligne til 2-2 og sikre udeholdet et vigtigt point i bundkampen.
Inden de to sene scoringer havde Wolfsburg bragt sig foran 1-0 efter et selvmål af udeholdets norske stopper Leo Østigård i kampens første minut.
Hoffenheims forsvarsspiller Pavel Kaderabek udlignede til 1-1 ti minutter før pausen.
Mads Roerslev og Andreas Skov Olsen kom også på banen for Wolfsburg i fredagens ligakamp.
Med det uafgjorte resultat er Hoffenheim sikker på at undgå direkte nedrykning, og kun teoretisk kan holdet blive hentet af Heidenheim, der er nummer 16 og står til at spille playoffkampe om at undgå nedrykning.
Wolfsburg er havnet et sted i rækken, hvor holdet ikke kan nå noget som helst som nummer 12.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk