De forsvarende verdensmestre fra Spanien er de største favoritter til at løfte trofæet ved denne sommers fodbold-EM i Schweiz, og i spaniernes åbningskamp torsdag aften blev det tydeligt hvorfor.
Uden på nogen måde at spille sig ud bankede de tekniske spaniere Portugal med 5-0.
Fire af scoringerne blev sat ind i en fremragende første halvleg, mens spanierne efter pausen slap foden fra speederen, inden et hovedstødsmål i tillægstiden cementerede storsejren.
Spanien og Portugal er i EM's gruppe B sammen med Italien og Belgien. Tidligere torsdag vandt italienerne 1-0 over Belgien.
I kampens andet minut åbnede Esther González det spanske EM med en fornem teknisk scoring.
Frontløberen brysttæmmede flot en dybdebold, inden hun elegant sendte bolden i nettet med hælen.
Fem minutter senere satte Vicky Lopez sidste fod på et spansk angreb og øgede føringen.
De spanske fodboldkvinder dominerede fuldstændig første halvleg, og i minutterne op til pausen blev føringen udbygget.
Alexia Putellas øgede først til 3-0, inden Esther González fordoblede sin målscoring to minutter før pausen, da hun stod det rigtige sted lige foran kassen.
I anden halvleg gik gassen fuldstændig af ballonen. Spanierne var i cruise control og holdt i størstedelen af tiden blot bolden i egne rækker.
Portugal kom lidt længere frem på banen, men havde slet ikke kvaliteten til at matche de teknisk dygtige spaniere.
I dommerens tillægstid lukkede og slukkede den rutinerede angriber Cristina Martin-Prieto den spanske fest med et hovedstødsmål.
Fredag åbner Danmarks fodboldkvinder EM, når holdet i gruppe C møder Sverige klokken 18.
/ritzau/
Du kan følge Danmarks åbningskamp ved EM mod Sverige fredag fra kl. 17.00 på Viaplay og TV3.
Christian Winther Johansen
christian.winther.johansen@viaplaygroup.com