OB-træner Alexander Zorniger har svært ved at forstå, hvordan holdet tidligere på sæsonen kunne lide store nederlag på 0-4 til Vejle og 1-5 til AGF, når holdet næsten formåede at holde nullet mod FC København i Parken.
Det siger han efter lørdagens 1-1-kamp mod de forsvarende danske mestre, som først til allersidst fik skovlet bolden over stregen.
-Jeg er stolt af præstationen. Jeg har været stolt efter fire ud af seks kampe nu. Jeg glæder mig til at høre, hvordan spillerne forklarer, at vi kun indkasserede et mål mod den dyreste trup i Danmark, når vi indkasserede fem mod AGF og fire mod Vejle, hvor vi accepterede målene for nemt.
-Dét er uacceptabelt, og det har noget at gøre med vindermentalitet, og der skal vi steppe op, siger han ifølge fodboldmediet Bold.
OB dominerede før pausen og kunne snildt have ført med mere end et enkelt mål.
Anden halvleg blev til gengæld én lang forsvarskamp mod favoritterne, og missionen var lige ved at lykkes.
-Det var anden kamp mod et tophold, hvor vi var tæt på tre point, men vi fik ikke gjort det færdigt. Men at få et point hos FC Midtjylland og et point i Parken er ikke det værste resultat.
-Vi har lært så meget i de her kampe omkring, hvad det handler om for at vinde de her dueller. Man kan ikke give dem en ekstra chance, siger han til Viaplay.
Trænerkollegaen hos FCK Jacob Neestrup vil ikke tage noget fra OB's præstation. Men han er stærkt utilfreds med den indsats, han så fra sit eget hold på hjemmebane.
-Det er i orden, at man kan have en dårlig dag på kontoret nogle gange i løbet af en sæson, men i dag levede vi ikke op til de minimumskrav, man må have til sådanne dage.
-Efter pausen trykkede vi dem langt tilbage, og det var spil til et mål, uden at de var i nærheden af at true os i den anden ende, og jeg er selvfølgelig glad for, at vi trods alt fik det ene point til sidst, siger han til klubbens hjemmeside.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk