Den danske cheftræner i Tottenham var ni år i Brentford. Lørdag møder de to London-klubber hinanden.
Tottenham tager lørdag imod Brentford i Premier League, og for den danske Tottenham-træner bliver det et helt særligt opgør.
Thomas Frank kom til Brentford i 2016 og førte klubben til oprykning til Premier League i 2021. I juni forlod han klubben for at erstatte Ange Postecoglou i Tottenham.
-Selvfølgelig er det lidt mere specielt for mig, fordi jeg møder Brentford, hvor jeg var i ni år, siger Thomas Frank til journalister forud for lørdagens kamp ifølge nyhedsbureauet Reuters.
-Jeg var der næsten en fjerdedel af mit liv. Jeg havde en fantastisk tid der, jeg nød hvert eneste sekund af det, tilføjer danskeren.
Efter en lovende start på sæsonen har Tottenham ikke fået en sejr på hjemmebane i de seneste fem ligakampe.
Det er indtil videre kun blevet til fem sejre i alt i denne sæson, og klubben har ikke vundet på hjemmebane siden åbningskampen i august.
Thomas Frank vil trods sin stærke tilknytning til Brentford stadig juble, hvis Tottenham scorer på lørdag.
-Ja, det vil jeg. Alle ved, hvilken respekt jeg har for Brentford, fansene, alle før kampstart og efter slutfløjt, siger Thomas Frank.
-I de 90 minutter handler det kun om én ting: at gøre, hvad vi kan for at vinde kampen, tilføjer han.
Brentford har haft det svært på udebane i denne sæson og tabt seks ud af holdets syv udekampe.
-Det ville være god timing for os at få tre point på lørdag. Der er kun én måde at gøre det på - levere en god præstation. Arbejde videre med de ting, vi konstant arbejder på, siger Thomas Frank.
Mange havde forventet, at Brentford ville få det svært i denne sæson, efter at klubben erstattede Thomas Frank med den mere uerfarne cheftræner Keith Andrews. Samtidig mistede Brentford flere nøglespillere.
Men i øjeblikket står Brentford lige med Tottenham i Premier League med hver 19 point.
Kampen mellem Tottenham og Brentford fløjtes i gang lørdag klokken 16.
/ritzau/
Se interviewet med Thomas Frank i interviewet over artiklen.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk