Fra den hidtil bedste periode ved VM til den klart værste.
Det danske ishockeylandshold har fortsat svært ved at holde kadencen i 60 minutter ved VM i Herning og tabte hele 2-7 til Tjekkiet i holdets tredje kamp i turneringen.
Danskerne indledte som lyn og torden, men faldt helt sammen i en trøstesløs anden periode, hvor man begik alle de fejl, man havde undgået i de første 20 minutter.
Med nederlaget mod tjekkerne er kampene mod gruppens tre formodet sværeste modstandere overstået uden point.
Det er til at leve med. Men spillerne vil være skuffede over, at de ikke rigtig har været tæt på at skabe en overraskelse.
Det var også et problem ved VM sidste år. Hvis det skal give mening at sigte efter en kvartfinaleplads, skal landstræner Mikael Gath finde en formel, der gør holdet mere modstandsdygtigt mod de bedste.
Flot så det ellers ud i første periode. Danskerne gik ud med fuld musik og smæld i nærkampene.
Det lignede et vellykket træk at sætte aggressive og småprovokerende Felix Scheel på holdet, og der var masser af intensitet på det danske mandskab i en svært medrivende periode.
Den endte målløs, men de danske fans i Boxen nåede at juble over en smuk scoring af Mikkel Aagaard, der efter et kort videotjek blev annulleret for offside.
Det store spørgsmål i første pause var, om der var kræfter nok i benene og luft nok i lungerne til at fortsætte i samme stil. Og om de tjekkiske verdensmestre ville finde sig i fortsat at lade sig trykke tilbage af de undertippede danskere.
Svaret på begge spørgsmål var et eftertrykkeligt nej.
Det danske hold var på hælene fra starten af anden periode og tilbragte de første tre et halvt minut i egen zone, inden det lukkede to mål ind på 48 smertefulde sekunder.
Det første styrede Martin Necas ind med skøjten. Det næste blev sat i nettet bag Frederik Dichow efter et dansk pucktab højt oppe på banen.
Holdet sejlede rundt, men fik samlet sig midt i perioden, hvor det værste tryk var taget af den tjekkiske angrebsbølge.
Farlige blev danskerne dog sjældent, og i stedet punkterede tjekkerne kampen endegyldigt med to mål mod slutningen af perioden.
En afklapsning truede, men stik imod udviklingen lykkedes det den danske førstekæde at få reduceret et minut før anden pause.
Nicklas Jensen fandt Patrick Russell, der spillede på tværs, hvor Nick Olesen fik pucken bøvlet over stregen med brystet.
At Olesen så sluttede perioden med en unødvendig udvisning to sekunder før tid, var billedet på den danske præstation.
Tjekkerne scorede til 5-1 kort inde i tredje periode for lige at dræbe ethvert spirende håb om et uventet dansk comeback.
Det blev heller ikke gentændt af Christian Wejses reducering et par minutter senere, da han udnyttede en tjekkisk forsvarsblottelse.
Målet gav i det mindste et efterhånden slukøret dansk publikum lidt at juble over, inden de skulle forlade Boxen, men Tjekkiet fik det sidste ord med to mål i slutminutterne.
Nu venter kampene mod modstandere på Danmarks eget niveau, og der skal meget gerne point på kontoen allerede på onsdag mod Kasakhstan for at undgå, nedrykningsnerverne spreder sig i Herning og omegn.
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk