Allerede for en lille måneds tid siden kunne OB fejre oprykning til Superligaen efter blot en enkelt sæson på anden klasse. Først i sidste spillerunde fredag sikrede OB sig førstepladsen i 1. division.
Grundlagt med to tidlige træffere fra topscorer Luca Kjerrumgaard lukkede fynboerne sæsonen af med en sejr på 4-2 over Esbjerg, der slutter som nummer seks i oprykningsspillet.
Medoprykker FC Fredericia sluttede af med en sejr på 2-0 og slutter et enkelt point efter OB i tabellen.
Hvidovre og Horsens spillede 1-1 i det tredje og sidste opgør fredag.
Før sidste spillerunde var Kjerrumgaard fire mål foran nærmeste forfølger på topscorerlisten. Med andre ord skulle der noget vildt til, hvis ikke han skulle løbe med topscorertitlen.
Alligevel havde han ikke i sinde at levne plads til at blive udfordret.
Fra 18. til 22. minut af hjemmekampen mod Esbjerg stod han for opgørets to første mål. Allerede ved pausen var kampen reelt afgjort, da fynboerne var foran 3-0.
Det lykkedes Esbjerg at få pyntet på resultatet efter pausen, men slet ikke nok til at skabe fornyet spænding. Det var Lars "Lungi" Sørensens sidste kamp som cheftræner for Esbjerg.
Luca Kjerrumgaard nåede med sine to mål op på 22 scoringer i 1. division. Fredericias Gustav Marcussen blev nummer to på listen med sin 16 mål.
På forhånd var det blevet afgjort, at FC Roskilde og Vendsyssel må en tur ned i 2. division.
/ritzau/
Ritzau
netvagtonside@viasat.dk